Mogens Hansen var præst ved fredagens bisættelse af Jens Nauntofte.

Selvom han er pensioneret, både som præst og som radiostemme på DR, så stillede Mogens Hansen op, da det sidste farvel skulle siges til Jens Nauntofte. De to var gode kollegaer og gode venner efter deres mange år i DR. Mogens Hansen var stemmen bag 'To om tro' og mange andre programmer på P1 om tro og etik.

I kirken på Enghave Plads i København fredag eftermiddag holdt han sin prædiken til sin gode ven:

»Saglighed og faglighed var hans kendemærke. Han har stået i mange farlige og afgørende situationer, lige fra dengang i Vietnam, hvor han blev, mens de andre tog af sted, og til dagens konflikter rundt i verden.

For slet ikke at tale om hans elskede Mellemøsten. Ja, sådan set er der jo ikke noget at elske dér. Det er tragediernes centrum.

DR-korrespondent Steffen Kretz var mødt op til bisættelsen
DR-korrespondent Steffen Kretz var mødt op til bisættelsen Foto: Jens Astrup
Vis mere

Men når man først har fået de lande ind under huden, kan man ikke andet end at føle med deres mennesker. Jeg har personligt delt den erfaring med Jens på årlige rejser i området. Og forstår helt hans engagement og hans smerte.

Den offentlige Jens Nauntofte var vores alle sammens. Han var en, der var til at få øje på. Både på skærmen og i det vi kalder virkeligheden Og som det er med alle offentlige personer, var det med Jens sådan, at nogen ikke hørte efter og vendte sig bort, mens andre så og hørte, alt hvad han gav os.

Vi har alle for vores indre øje et billede af ham. Vores fælles billede er garanteret Jens og Bergstein, et kort og en pegepind. En TV-klassiker.

Reimar Bo Christensen kom for at sige farvel til sin gode ven.
Reimar Bo Christensen kom for at sige farvel til sin gode ven. Foto: Jens Astrup
Vis mere

Mit sidste billede er kun et par måneder gammelt. Det forestiller Jens med sang på læben, en højskolesangbog i den ene hånd og en øl i den anden. Ja, vi er nogle her, som har været så heldige at have kendt mennesket Jens. Vi troede nok alle sammen, at vi havde endnu flere år til gode sammen med ham.

Men pludselig gik det hurtigt. Og selv de dygtige læger kunne intet stille op. I de sidste dage var han helt væk, men en gang imellem var han klar. En af gangene mumlede han: ’Kan man ikke få fat i en professionel,’ har Maria fortalt, Typisk Jens! Og da Maria fortalte ham, at forlaget havde hentet manuskriptet til hans bog - hans erindringer, ved I - så faldt han til ro. Han ville vel sikre sig, at han nåede det. Og han mere end nåede, hvad han skulle!

Jeg vil fortælle jer, hvad Maria forleden dag sagde om sin ægtemand: Jens var den sødeste, blideste og mest gavmilde mand.

Jens Nauntoftes hustru, Maria Stenz, siger sit sidste farvel, inden rustvognen kører væk med kisten.
Jens Nauntoftes hustru, Maria Stenz, siger sit sidste farvel, inden rustvognen kører væk med kisten. Foto: Jens Astrup
Vis mere

Men samtidig kunne han være stridbar. Og han var krævende, undertiden direkte afvisende over for folk, der enten ikke kunne, eller ikke ville gøre sig umage, og derfor ikke gjorde tingene ordentligt.

Og jeg tilføjer, at det kan kun den mand tillade sig, der kræver ligeså meget af sig selv.

Maria sagde også forleden, at hendes liv med Jens i alle henseender havde været fuldt af rejser, nogle var hun selv med på, så kunne holde lidt styr på ham - men de fleste gange måtte hun vente hjemme. Men denne gang kommer han ikke tilbage, vidste hun.

Vore tanker og bønner vil være hos dig, i det liv du nu skal finde ud af at leve. Ikke alene, for du kan se hvor mange vi er!

I er også en stærk familie, og jeg ved, at selv om Jens ikke havde egne børn, så sidder der flere her i dag, som med taknemmelighed har oplevet ham som et forbillede og en næsten-far.«

Mange var berørte ved bisættelsen af Jens Nauntofte i Kristkirken 7. april.
Mange var berørte ved bisættelsen af Jens Nauntofte i Kristkirken 7. april. Foto: Jens Astrup
Vis mere