Mathilde Falch lod sig også friste af alkohol og stoffer.

Indtil i dag har Michael Falchs yngste datter Mathilde kun antydet, hvad der lå bag hendes stærke sange på debutalbummet ’Lad mig gå fri’. I denne snak med B.T. fortæller 22-årige Mathilde Falch om psykiatrisk indlæggelse, anoreksi og alt for meget alkohol.





Når Mathilde Falch i dag står ansigt til ansigt med sit stadig voksende publikum, er det med klare øjne, afklarede følelser og et stærkt budskab sat til rockmusik: tro på dig selv og lev stærkt - men sundt. Men sådan var det ikke for bare fem-seks år siden, hvor livet med sangerindens egne ord så således ud

Skar i sig selv

- Da jeg var 17, var jeg syg med anoreksi, jeg skar i mig selv og kunne ikke se, hvordan livet skulle blive et godt sted at være for mig.

Efterfølgende havde jeg en periode, hvor jeg drak for meget alkohol og tog en del stoffer. Jeg havde brug for at finde min grænse/bundlinje og selv vælge, at jeg gerne ville leve, og hvordan jeg havde lyst til at leve.

Stærke ord fra en ung sangerinde og sangskriver, der trods alt er barn af én af landets største og mest respekterede rockpersonligheder, Michael Falch.

Barn af en alkoholiker

Men æblet falder som bekendt ikke langt fra el-guitaren.

I sin bog ’Trækruter’ (2011) fortæller Mathildes far, Michael, hvordan han selv ’arvede’ alkoholismen fra sine forældre.

- Et barn, der er vokset op i en familie med misbrugere eller en anden markant dysfunktion, udvikler nogle typiske træk, som det undervejs i sit liv forveksler med sin sande identitet.

Og selvom Mathilde i dag lægger stor vægt på, at livet og dermed ansvaret er hendes eget, så er sygdomsmønstret selvfølgelig klart.

Lige siden Mathilde kom til verden i 1989, har hun været én af sin fars største fans.

Det var hende, der stod i kulissen og måbende så til, når hendes far Michael Falch - først i gruppen Malurt og siden som solist - blev hyldet af sit entusiastiske publikum.

I sin bog fortæller Michael også, hvordan en fem-årig Mathilde ikke kunne styre sig selv og bare måtte spæne ind på scenen og indsamle de fristende plysbamser, som farmands kvindelige fans smed op til ham.

Men som teenager blev bamserne afløst af flasken og pilleglasset.

Og Mathilde indrømmer i dag, at faderens alkoholisme selvfølgelig spillede ind:

Hurtigt voksen

- Det gjorde, at jeg tidligt i mit liv skulle forholde mig til en masse ting, og jeg blev hurtigt voksen.

I dag er jeg glad for de svære ting, jeg har været igennem, deriblandt min fars misbrug og mine egne psykiske problemer, fordi det har givet mig en forståelse af menneskets sind - hvor hurtigt vi kan komme på afveje, og hvor meget der skal kæmpes for at have det godt.Heldigvis har Mathilde også arvet sin fars mod til at se dæmonerne i øjnene.

Og snart blev det destruktive erstattet af det kreative:

- Da jeg blev rask og blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, fandt jeg for alvor ud af, hvor positivt det var for mig at spille og skrive musik. At jeg kunne vende mine kampe til noget positivt.

Musikken har været min redning, min måde at kunne forholde mig til mine problemstillinger, mit rastløse tankemylder og til mine følelser og vende dem til noget positivt.

Derfor er mit album ikke en melankolsk plade, men et album fyldt med håb og det famøse ’lys for enden af tunnelen’.

Og det er dette lys for enden af tunnelen, som Mathilde i dag deler med sit publikum.

Lys for enden af tunnelen

Forholdet til faderen er som altid tæt. De to (begge 100 procent ’clean’) optræder tit sammen. Og når Mathilde i én af sine sange (’Væk fra denne virkelighed’) synger ’Jeg kan li’ mig selv, når jeg er sammen med dig. For du er lige så langt ude som mig’, så er det som et snapshot fra Mathildes egen destruktive fortid og et implicit løfte til publikum om, at tingene trods alt bliver bedre.





- Alle mine sange er beskrivelser af mine egne følelser og tanker. Jeg skriver, når mine tanker og følelser er ved at koge over, når mit liv sejler, når livet er godt, når jeg er sindssyg, når jeg er lykkelig.

Jeg skriver mest, når jeg i en periode har søgt lidt for meget ind i de destruktive, mørke og ensomme sider af livet, og gerne vil blive glad igen.

Her kan du se Mathilde Falchs hit 'Lad Mig Gå Fri' på YouTube: