Da Lady Gaga mødte op til screen-testen for A Star Is Born, stod Bradley Cooper klar med make-up-fjerner.

Gaga har beskrevet, hvordan han gik frem mod hende og studerede hendes ansigt, hvorefter han rakte hende servietterne og bad hende rense make-up'en af.

Under den fandt han en lille usikker pige ved navn Stefani Germanotta. Pludseligt var hun langt fra den farlige diva, som havde intimideret daværende præsident Barack Obama ved et velgørenhedsarrangement, fordi hun med sine 40 cm hæle havde været den højeste kvinde i rummet. Det har nok ikke kun været hendes højde, der gjorde ham bange.

Lady Gagas persona som rebelsk provokatør, sminket til ukendelighed og iført udklædninger, der fik hende til mere at ligne et monster end en popstjerne, gjorde hende utilnærmelig og kølig.

Men det skulle vise sig, at der inde under den kunstige maskering fandtes en meget ægte og varm kvinde, som ikke blot kunne synge, men også spille skuespil. Og oven i købet i en sådan grad, at alle taler om en forestående Oscar.

Lady Gaga har været en bedst sælgende popdiva, siden hun for ti år siden som 21-årig debuterede med albumet 'The Fame'. Albummet solgte tæt på ni mio. kopier, og i dag er hun ifølge Forbes mere end 300 millioner dollars værd, med de sidste 50 af dem tjent i først halvdel af i år.

Man kommer ikke til sådan en succes sovende. Madonna sagde engang: 'I wanted to be famous, I wanted everybody to love me, I worked really hard and my dream came through'. Sådan ville Lady Gaga også kunne sige. Flid betaler sig, og hun har været flittig.

Hun begyndte med at spille klaver som 4-årig, skrev sange som 11-årig, og som 12-årig tog hun skuespilstimer. Hun ville gerne være skuespiller, men siger i et interview i Vogue: 'Jeg var for nervøs og kunne ikke være mig selv, når jeg gik til audition, så jeg besluttede mig for musikken i stedet og fik en pladekontrakt, inden der var gået et år'.

Lady Gaga arrives for the 59th Grammy Awards on February 12, 2017, in Los Angeles, California. / AFP PHOTO / Mark RALSTON Vis mere

Ingen tvivl om, at hun er en viljestærk dame. I et andet interview på 'Amanda De Cadenet - The Conversation' fortæller hun, at hun gerne vil have en dominerende mand i sengen, fordi hun er den, der bestemmer suverænt i alle andre rum.

I dag bor Lady Gaga i et hus, som hun kalder for sit sigøjnerpalads. Der er nok ikke mange sigøjnere, der bor på på Pacific Coast Highway i Malibu med egen rosenhave og udsigt ud over Stillehavet.

Huset har hun købt for fire år siden, og hun har fortalt flere steder, at det var i en periode, hvor hun havde brug for at komme sig.

Når man dykker lidt mere ned i hendes historie, får man bestemt også indtryk af, at tingene ikke altid har været lige nemme for hende.

Singer/actress Lady Gaga attends the The SAG-AFTRA Foundation 3rd Patron of the Artists Awards in Los Angeles, California, on November 8, 2018. (Photo by LISA O'CONNOR / AFP) Vis mere

Hun kender til smerte og har været åben omkring flere diagnoser. Kroniske muskelsmerter, der skyldes en lidelse ved navn fibromyalgi, samt posttraumatisk stress, efter hun som 19-årig blev voldtaget af en musikproducer.

På den måde kan man godt unde hende sine seks grammyer og den Oscar, hun måske snart kan pryde sin kaminhylde med.

'A Star Is Born' er i de danske biografer nu.