Den 77-årige skuespiller-diva Elizabeth Taylor er angiveligt så påvirket over hendes nære ven Michael Jacksons død, at hun nu er indlagt på hospitalet. Elizabeth Taylor, der var en af Michael Jacksons næreste venner, blev i går indlagt på et hospital i Los Angeles, fordi hun er helt nede at vende og fysisk svækket efter popstjernens død.

- Det er ikke for at opildne familien Jackson, men hendes tilstand er simpel - hendes hjerte er iturevet, efter hans død, siger Cindy Adams, der er veninde til Taylor, til New York Post.

- Hun er svag, udmattet, træt og er følelsesmæssigt helt nede. Hun har ikke stoppet med at græde. Hende og Michael var fuldstændig hengivne over for hinanden, tilføjer hun.

Taylor skreg eftersigende, da hun hørte nyheden om sin vens død, og har lige siden været utrøstelig.

- Jeg elskede Michael med hele min sjæl og kan ikke forestille mig livet uden ham. Vi havde så meget tilfælles, og havde så meget sjov sammen. Han vil være i mit hjerte for altid, men det er ikke nok. Mit liv føles tomt, og jeg tror ikke at nogle ved, hvor højt vi elskede hinanden. Det var den mest givende og ægte kærlighed, jeg nogensinde har oplevet. Åh gud, hvor jeg savner ham, skrev skuespilleren på Twitter få timer efter nyheden om legendens død.

Elizabeth Taylor deltog dog ikke i sangerens mindehøjtidelighed i Los Angeles’ Staples Center sidste tirsdag, fordi hun ønskede at mindes sin ven alene.

- Jeg er blevet bedt om at holde tale i Staples Center, men jeg vil ikke være en del af den offenlige hyldest. Og jeg kan ikke garantere, at jeg ville være i stand til at sige noget, skrev hun i sidste uge på sin Twitter-profil. 

Der er dog ikke noget, der tyder på, at Taylor helt har mistet lysten til livet.

- Selvom min sorg over Michael ikke kunne være større, er jeg ikke på selvmordets rand, skrev hun på Twitter et par dage efter. 

Selvom den aldrende skuespiller sidder i kørestol, fordi hun lider af rygskævhed, skulle hun i mandags have været i London for at deltage i åbningen af Michael Jacksons kommende 50 koncerter.