Nikolaj Koppel tog springet fra pianist til TV-vært på Aftenshowet og fortæller nu, at det musiske talent aldrig kom let til ham.

Han er kendt som ærlig dommer i 'Talent' og nu som vært på Aftenshowet, men før det var han en anerkendt pianist godt hjulpet på vej af sine musikalske Koppel-rødder. Men tilværelsen som klaver-talent var både ensomt og hårdt arbejde.

- Jeg tror dybest set ikke, at mit talent var stort nok. Jeg vandt på flid. Selvfølgelig kunne jeg spille klaver og slide mig til nogle bemærkelsesværdige resultater, men jeg vil slet ikke drage paralleller mellem mig og de verdensstjerner, der optræder i dag. De er den ene ud af en million, som ikke behøver at slide så meget. Derfor kan de få et godt liv som solister. Men sådan blev det ikke for mig, siger han i et interview med Femina.

Nikolaj Koppel begyndte at spille klaver som tre-årig og fik undervisning af sin berømte morfar, komponisten Herman D. Koppel, men stoppede mens legen var god, fordi arbejdet gik ud over familielivet.

- Jeg fik en fornemmelse af at være helt alene inde i en osteklokke. Og når jeg spillede koncerter på den anden side af jorden, mærkede jeg, hvordan jeg gik glip af livet herhjemme. Da min søn lærte at gå, hørte jeg om det i telefonen. Jeg følte ikke, at jeg var til stede og gjorde det godt nok. Hverken som far eller pianist, siger han til magasinet.

Nikolaj Koppel er i øjeblikket barselsvikar for Sisse Fisker på Aftenshowet på DR efter i fem år at have været musikchef for Tivoli i København.