Efter en krise har stutteri-parret Flemming og May-Britt Lund, kendt fra TV2, igen fundet kærligheden.

Flemming og May-Britt Lund fik kendis-status, da datteren Tina blev hovedperson i en reality-serie på TV2. Og nærmest berømte, da ugebladet Se og Hør kunne afsløre, at Flemming havde indledt et forhold til en ung svensk kvinde på Tinas alder.

Tina måtte selv gå til pressen med meddelelsen om forældrenes forestående skilsmisse, men nu er lykken tilsyneladende vendt i familien Lund. I hvert fald bekræfter Tina selv, at hendes forældre, som også medvirkede aktivt i TV2s serie 'Tina Lund - helt tæt på', nu har fundet melodien igen og er flyttet sammen.  

- Han er flyttet ind hos min mor, som bor i lejlighed i Skodsborg, så det er lidt frem og tilbage. De har lige haft deres første krise i 40 år. Men det er jo ikke noget, jeg blander mig i , for det er deres sag, siger Tina Lund.

I tv lærte seerne Flemming og May-Britt at kende som de opofrende forældre, der viede deres liv til den berømte datters karriere som springrytter. Forældrene boede sammen med Tina og hendes kæreste, Allan Nielsen, på stutteriet Lyngsholm. På skærmen var alt idyl og lykke i den store familie. Lige indtil Tina Lund selv afslørede forældrenes brud i en pressemeddelelse i januar:

- Efter nogen tids overvejelse har mine forældre valgt at flytte hver for sig. Min far og jeg bliver boende på stutteriet i Lyngsholm, hvor jeg har alle mine heste stående, og driften fortsætter uændret, meddelte Tina Lund dengang.

Baggrunden for bruddet var tilsyneladende, at Flemming Lund havde indledt et forhold til den 28-årige svensker, Sonja Adelbratt. Hverken Sonja eller Flemming har over for B.T. ønsket at kommentere sagen, men Se og Hør, kunne vise billeder af de to sammen og skrev desuden, at Flemming havde mødt Sonja ved et ride-arrangement.

Store begivenheder i vente

May-Britt Lund flyttede hurtigt fra stutteriet, men i dag ser det ud til, at situationen har ændret sig for rideparret. At Tina Lunds forældre nu bor under samme tag igen, vil Flemming Lund dog ikke selv udtale sig om.

- Det har jeg slet ingen kommentarer til. Det er helt privat, siger han.

Tilbage på stutteriet Lyngsholm bor Tina Lund fortsat med den tidligere landsholdsspiller Allan Nielsen, og for Tina kommer forældrenes forsoning på et kærkomment tidspunkt. Det bliver nemlig et travlt år med konfirmation for Allan Nielsens ældste datter Ida i maj, og parrets eget bryllup 20. august med efterfølgende fest på Næsbyholm Slot.

- Det bliver et bryllup, der ikke skal vises på tv, understreger Tina Lund.