Der er efterhånden ikke mange, der interesserer sig for sladder om de kendte, som ikke allerede ved, at Khloé Kardashian er gravid.

Den historie har floreret i flere måneder. Problemet er bare, at ingen i familien endnu har stået frem og bekræftet, at det er sandt.

Men nu er der noget, der tyder på, at historien er på vej ud. I en ny teaser for familiens realityprogram, ‘Keeping Up with the Kardashians’, ser man således, at Khloé står frem og afslører en stor nyhed..

I teaseren ser man, hvordan flere af Khloés familiemedlemmer og venner står og græder, mens andre jubler og giver hende krammere.

Sæson 14 lakker mod enden, men der er stadig fire afsnit tilbage. Et af dem hedder ‘Baby Fever’, og det bliver sendt i USA den 24. december. Så noget tyder på, at den 33-årige realitystjerne langt om længe tager bladet fra munden.

Og hvem ved? Måske er det også i denne sæson, at vi endelig får bekræftet, at også Khloés halv-lillesøster Kylie Jenner er gravid. Hun har nemlig heller ikke været ude og sige noget, selv om rygtet har svirret i månedsvis.

Men mens Khloé Kardashian tilsyneladende har det skønt sammen med Tristan Thompson, faren til hendes (måske) kommende barn, ser det knap så rosenrødt ud for Kylie. For nylig kom det således frem, at faren til hendes påståede barn, Travis Scott, er skredet.

Næste afsnit af ‘Keeping Up with the Kardashians’ bliver sendt i USA den 17. december. De tre sidste kommer henholdsvis den 24. og 31., mens der er sæsonfinale den 7. januar. Du kan se den omtalte teaser for resten af sæsonen herunder: