For Lotus Turèll krævede det stor forberedelse at fortælle medierne sin historie om den turbulente barndom. Nu er hendes nye bog på gaden med de hårde minder om skam, frygt og mistrivsel
Med far på værtshus igen. Konstante hemmeligheder for mor. Frygten for at blive forladt. Følelsen af at skulle være den voksne. At skulle passe på sin mor.
»Forstår han ikke, at hun går sin vej, hvis han ikke stopper? Hvorfor forstår han det ikke? Mine arme og ben bliver lige så tunge og slatne som sprællenissens, der hænger på væggen. Hvad gør jeg, hvis far bliver ved med at gå ud om natten, og mor forsvinder? Så er jeg alene.«
Sådan skriver Lotus Turèll i sin nye bog ’Hemmeligheder for pige’. Hun beskriver først et ærligt og fyldestgørende billede af sine oplevelser som barn og teenager. En historie fuld af sorg og glæde, kærlighed og frygt, da hun voksede op som barn af de to berømtheder, Dan og Chili Turèll.
Dernæst forsøger hun med voksenøjne at beskrive, hvad der skete med hende og hendes forældre, for til sidst at lave en erfaringsguide, der inspirerer til at skabe glæde, ro og trivsel i voksenlivet efter de traumatiske oplevelser som barn.
Mens hun stadig går i børnehave, oplever hun en meget turbulent tid i hjemmet. Derfor stiller lille Lotus to stole frem i køkkenet og beder både mor og far om at sætte sig ned. Nu skal de holde et møde.
»Ved I hvad, jeg har fundet ud af’« spørger Lotus Turèll sine forældre. »At vi skal skilles,« foreslår hun glad. Hun mente, hun havde fundet løsningen på det ustabile og utrygge miljø i hjemmet, og hun troede, det var hendes opgave at løse familiens problemer.
Følg mavefornemmelsen
I dag er Lotus Turèll 37 år. Hun har hele sit voksne liv arbejdet med følgerne af familiens problemer, og nu vil hun med sin bog være en stemme og en af dem, der tør være den spejling, hun selv manglede i litteratur, pjecer eller film som barn. Den person, der måske havde fået barnet Lotus til at åbne munden noget før.
»Vi voksne skal altid følge vores indskydelse, når det handler om børn og mistrivsel. Vi skal altid turde reagere på det. Min tommelfingerregel er, at man skal tale med nogen om en eventuel bekymring allerede inden for 24 timer. Tal med en ven, kollega eller helt tredje person om det, så muligheden for at få fulgt op øges,« siger Lotus Turèll i dag.
Hun opfordrer desuden til, at man skriver observationer ned og sørger for at skabe gode relationer til både barnet og forældrene så tidligt som muligt. På den måde kan man lettere skabe rum til at tale om de lidt sværere problematikker, skulle de opstå.
»Dengang ønskede jeg, at nogen ville tage den byrde fra mig, som jeg følte lå på mine skuldre, og hjælpe mine forældre op at stå igen. Der var et problem, der voksede os over hovedet, og som vi ikke selv kunne løse længere,« siger hun.
Derfor skal hendes bog også være med til at coache og vejlede pårørende og fagpersoner, der bliver opmærksomme på signaler fra enten børn eller voksne.
»Det kan være utrolig grænseoverskridende for et barn, hvis en voksen kommer susende ind fra venstre for at høre om, hvordan det går derhjemme, og mange børn, inklusive mig selv, er jo bange for at udstille eller udskamme forældrene. Derfor kan det måske hjælpe, hvis en voksen bare begynder at tale om sig selv først eller lige lægger en beroligende hånd på skulderen,« siger Lotus Turèll.
Den store omvæltning
Der skete en stor omvæltning i hendes verden, da hun i 20’erne mødte en familie med hjertevarme og plads til hende. En venindes forældre blev pludselig et støttepunkt og en stabil væg at læne sig op ad. Henrik og Jette hedder de.
»De formåede bare at inkludere mig helt naturligt i deres familie. I begyndelsen blot ved, at de sagde, jeg altid kunne ringe til dem, allerede inden jeg havde sat ord på noget som helst. Og det holdt de fast i og gentog, selvom jeg ikke i begyndelsen benyttede muligheden og blot skubbede dem lidt væk,« husker hun.
Men på et tidspunkt tog hun det til sig og oplevede, at der fandtes en reel støtte og et rum, hvor hun kunne åbne sig og fortælle om de svære oplevelser. Og hvis man kan være sådan et støtteelement for et barn, er der nogle grundlæggende råd, som Lotus Turèll vil give videre.
»Man behøver bestemt ikke at at være en dydsmønsterfamilie, men bare være relativt almindelig og med hjerterum. Jeg havde selv brug for at lære normerne for det almindelige at kende for at finde ud af, at det jeg havde oplevet, ikke var helt normalt. Og jeg lærte, at jeg kunne elskes for den jeg er og endda var i stand til at indgå i et helt almindeligt familiemønster.«
Henrik og Jette blev de forældre, der hjalp Lotus Turèll med at tackle den byrde, der i alt for mange år havde ligget på hendes skuldre. De lærte hende i praksis, at det ikke er børnenes ansvar at løse forældrenes konflikter og problemer. Og det gjorde en kæmpe forskel.
