Anders Matthesen er næsten færdig med sin seneste succesturné med mere end 100.000 solgte billetter. Her gør han status og ser frem

Endnu en gang skabte han bølgegang i andedammen. For fire måneder siden var der premiere på Anders Matthesens show ’Anders’.

Fem- og seks-stjernede anmeldelser fløj omkring ørerne på Matthesen. Mere end 100.000 er strømmet til. Siden har showet turneret landet rundt.

Den 24. januar trækker Matthesen scenetæppet for og åbner for sin lege- og fartid - og for den kreative, sorte bog.

Den enorme succes kunne ikke være opnået uden et uvurderligt, tæt samspil med Matthesens kæreste og manager, Cemille Rosenberg.

Det understreger Anden her et par uger før sidste optræden i Falconer Salen.

- Jeg har skrevet ’Anders’ sammen med Cemille. Hun har tilrettelagt. og instrueret, siger Anders Matthesen til BT.

Vi møder ham en forfrossen, regnfuld januar-onsdag. Man kan et øjeblik få lyst til at flyve mod varmen - med spørgsmålet er, hvor trækker Anden hen efter endnu en succes?

- ’Anders’ er Cemilles og mit fælles projekt. Det er en utrolig gave at kende en, der forstår mig og mit arbejde så godt. Som driver mig længere frem og længere ud, når jeg ellers selv er tilfreds.

Et utroligt samarbejde

For snart to år siden blev Matthesen far til sønnen Spencer. Samtidig spillede han Dirch Passer på Nørrebro Teater. Gik i en periode ned med sygdom og måtte aflyse.

Når han nu kan lukke ned for ’Anders’ med en god overskudsfornemmelse i krop og sjæl, skyldes det ikke mindst kæresten.

- Hun og jeg har et utroligt samarbejde og fællesskab. Det er vigtigt med en partner, der forstår kommunikation. Hvornår er mit budskab på scenen klart? Jeg arbejder selv meget med følelsen. Hvornår virker det, hvornår føles det karmisk rigtigt (Matthesen er buddhist, red.) .Cemille kan sidde i salen og skære igennem på det rette tidspunkt. Jeg har erkendt, at det bliver det kun bedre af, siger Anders Matthesen.

- Den type mennesker findes jo. De er bare sjældne, siger han.

Giver det aldrig problemer at blande samliv og arbejde?

- Der kan opstå situationer, hvor jeg synes, tonen er for barsk. Det er jo mit materiale. Men jeg ved jo, at hun ender med at have ret. Nogle gange er man bare heldig at have en, man kan kommunikere så klart med. Det er ligegyldigt, om vi taler om et show, eller hvordan man pakker julegaver ind.

Når Anders Matthesen vågner op den 25. januar, skal han først og fremmest holde ferie. Slappe af. Have tid til sig selv og familien, som udover kæresten og sønnen også omfatter hendes to medbragte børn.

Brug for udsyn til verden

- Når jeg har holdt fri i en periode, vågner jeg op en morgen og ved, at jeg har fået lysten til at lege tilbage, siger Matthesen.

På det tidspunkt løber inspirationen sammen med de utallige noter, han allarede har gjort i sin sorte bog, mens han rejste rundt med ’Anders’-showet.

- ’Anders var ren terapi. Næst gang vil jeg kigge ud i verden. Jeg har brug for at lave nogle ting, der ikke handler så meget om mig selv. Måske noget politisk stand-up, siger Anders Matthesen.

- Måske er det på tide med en 2’er af Terkel, en ny slags musik. Her til morgen fik jeg en idé til en ny sang. Måske dukker Stewart Stardust op et nyt sted, siger han.

Ny film om grådighed

Den sorte bog er fyldt med idéer til nye radiosketches, betragtninger om livet som far. Nogle dage tænker Anden, at han bør rejse til London og sætte et af sine show op på engelsk.

Der ligger også et færdigt oplæg til en tv-sitcom i en skuffe. Og et filmprojekt med titlen ’All inclusive’. Den handler om grådighed.

- ’All inclusive’-feriekonceptet er en fantastisk ramme. Her er mini-klubben. Buffeten har åben samme tid hver dag. Det er varmt, ungerne kan bade, og vi risikerer ikke at møde nogen, vi ikke kender. Folk, der bygger to meter høje dessert-bjerge, for at få så meget ud af det som muligt. Rejsebureauet gør sig alle mulige krumspring for at undgå, at vi får for meget for pengene. Hele verden er bygget sådan op i dag, siger Matthesen.