Ingen konkurrence uden en stor sportsmand. Eller for TV3s nye underholdningssatsning 'Jeg er en celebrity - få mig væk herfra' er der faktisk tale om tre.

For programmet, der netop er blevet optaget i Sydafrikas jungle, kommer til at præsentere to af Danmarks tidligere store sportsnavne: Bokseren Brian Nielsen og fodboldspilleren Allan Nielsen.

De to herrer, der til daglig bor i henholdsvis Spanien og Dubai, skulle egentlig have været programmets helt store overraskelse, som bliver smidt ind i konkurrencen, men et billede lagt op på instagram af en af programmets andre deltagere, Sisse Marie Søby, afslører de to herrers tilstedeværelse i den afrikanske jungle.

Sangeren Sisse Marie Søby har selv skrevet teksten til billedet 'My jungle boys', og her ses hun sammen med Gustav Salinas, komikeren Torben Chris, Jesper Skibby og så selvfølgelig Allan og Brian Nielsen.

I januar blev der sat navn på de ti deltagere, der er med fra start, og nu er det så sluppet ud, at der bliver to deltagere yderligere.

TV3 har ingen kommentarer til billedet eller til, at de to jokere er blevet navngivet før tid.

»Jeg er en celebrity - få mig væk herfra« har premiere på TV3 mandag 9. marts kl. 21