For fjerde sæson i træk ryger ishockeyens Metal Final 4 til Aalborg.

Dermed dyster pokalturneringens fire tilbageværende hold endnu engang om guldet i Gigantium.

Det oplyser Divionsforeningen onsdag eftermiddag.

En enig jury har besluttet at Aalborg Pirates skal være vært for de to semifinaler og finalen, som spilles henholdsvis 18. og 19. februar.

De fire deltagende hold er Frederikshavn White Hawks, Herning Blue Fox, Sønderjyske og værterne fra Pirates.

»Vi er glade for og stolte over, at Aalborg er vært for Metal Final4. Vi har gjort en masse ud af at udbygge eventet, og Gigantium har aldrig udlejet så mange kvadratmeter over en enkelt weekend,« siger Aalborg Pirates direktør Lars Laursen og uddyber:

»Vi har gjort det større og vildere og skaleret eventet op i forhold til tidligere. Vi bruger isarenaen, foyeren, vi laver legeland og bruger storhallen til Infernal-koncert.«

Turneringen i Aalborg begynder allerede om torsdagen klokken 14 med den såkaldte Media Day, hvor spillere, presse og samarbejdspartnere mødes for at varme op til turneringen.

Selve Metal Final4-turneringen rundes i denne sæson af DM for veteranhold (semifinaler fredag, finale lørdag), ligesom kvindernes pokalfinale spilles lørdag klokken 17, inden herrernes finale som spilles efterfølgende klokken 20.

Den fulde præmiesum ved Metal Final4 er på 600.000 kroner.