For lidt mere end et år siden fortalte musikeren Michael Bolton, at han havde fået en tumor i hjernen, som krævede en operation.
Den gik godt, men her et år senere er han fortsat afkræftet og har brug for mere tid.
Det fortæller han i et opslag på Instagram i forbindelse med, at han aflyser en koncert i O2 Arena i London 5. juli.
'I ved alle, hvor meget jeg havde glædet mig til den her koncert, men jeg er stadig ved at hele efter operationen,' skriver den 71-årige musiker og fortsætter:
'Tak alle sammen for jeres kærlighed og positive energi i løbet af det sidste år. Jeg er så taknemmelig for at have de mest støttende fans i verden.'
Efter operationen slog Michael Bolton fast, at han kun tog en midlertidig pause fra sine optrædener, skriver People.
Her fortalte han også, at det sværeste for ham er at skuffe sine fans, men at han arbejdede på at få det bedre hurtigt.
Tilbage i oktober aflyste han også en række koncerter. Her var forklaringen ligeledes, at han endnu ikke var på 100 procent, og at han fortsat havde brug for mere tid til at opbygge sin styrke og udholdenhed.
Michael Bolton har gennem sin karriere vundet blandt andet to Grammys.