Mange mennesker spærrede øjnene op, da den 69-årige Kris Jenner viste sit nye ansigt frem i Paris i maj.

Noget var forandret, men på trods af den store interesse forblev realitystjernen tavs. Lige ind til nu.

Hun indrømmer nemlig at have fået lavet sit andet kosmetiske ansigtsløft i et interview med Vouge Arabia.

»Jeg besluttede at få denne ansigtsløftning, fordi jeg vil være den bedste version af mig selv, og det gør mig glad. Bare fordi man bliver ældre, betyder det ikke, at man skal give op på sig selv,« fortæller hun til mediet.

Men det er altså ikke første gang, at berømtheden får lavet et sådant indgreb. Hun fortæller nemlig, at hun fik den første for 15 år siden, og at det nu var på tide at genopfriske den.

Generelt er Karsahian-Jenner-klanen ikke fremmede for plastikkirurgi. 

Stort set alle Kris Jenners døtre har nemlig indrømmet forskellige kosmetiske procedurer.

Ifølge magasinet People har den yngstedatteren, Kylie Jenner, tilstået, at både hendes læber og bryster har fået en plastisk 'opgradering', mens hendes storesøster Kendall Jenner påstår, at hun som den eneste i familien er 100 procent 'naturlig'.

Sammen med døtrene Kim, Kourtney, Khloé Kardashian og Kylie og Kendall Jenner blev Kris Jenner verdenskendt gennem realityserien 'Keeping Up With the Kardashians', hvor familien åbenhjertigt lod millioner følge med i både karriere, privat- og kærlighedsliv.