I september afslørede sangeren Lewis Capaldi, at han var blevet diagnosticeret med tourettes, der ofte viser sig ved tics.

Nu åbner han, i et interview med The Times, op om de potentielle konsekvenser ved lidelsen. Og hvad de kan komme til at betyde for hans musikkarriere.

I takt med, at succesen, berømmelsen og skrigende fans er blevet større, er sygdommen blevet værre.

»Det er kun musik, der gør det her ved mig,« siger han om symptomerne på lidelsen og fortsætter:

»Ellers kan jeg have det fint i måneder ad gangen. Så det er en underlig situation. Lige nu er byttehandlen det værd. Men hvis jeg pludselig laver uhelbredelig skade på mig selv, stopper jeg.«

Lewis Capaldi udgav sit første album i 2019 og stormede ind på hitlisterne. Særligt blev han kendt for sin selvironi og hits som 'Someone You Loved', 'Bruises' og 'Before You Go'. Siden da har han spillet utallige koncerter verden over.

Men med sin støt stigende angst og tics er det ikke udelukket, at Lewis Capaldi må stoppe karrieren som hitmager.

»Jeg hader overdrivelse, men det er en meget reel mulighed, at jeg vil blive nødt til at pakke musikken sammen,« siger han til mediet.

Den 5. april kan man på Netflix streame dokumentaren 'How I Feel Now'. Dokumentaren handler om den skotske sangers kamp med sit andet album, mens han sideløbende kæmper med sit mentale helbred.