Husejer Søren Sørensen, der i flere år har kæmpet med Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune for at få fjernet naboens ulovlige betonmur, har siden november 2017 haft Statsforvaltningens ord for, at han er såkaldt part i sagen, og at den derfor skal gå om.

Alligevel har Københavns Kommune i halvandet år ignoreret Statsforvaltningens afgørelse, og som B.T. kunne fortælle fredag, så slår den statslige ankeinstans nu fast, at Københavns Kommune er forpligtet til at lade sagen gå om.

Søren Sørensen er rystet over, at kommunen stadig ignorerer afgørelsen.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det er meget krænkende som borger. For hvad er et ankesystem til for, hvis kommunen er ligeglad?« spørger han.

Eksperter har tidligere i B.T. kritiseret kommunen for magtmisbrug og chikane, fordi kommunens byggesagsbehandlere efter Søren Sørensens klager efterfølgende krævede blandt andet et legehus i hans forhave fjernet og med tættekam gennemgik hans hus for mulige overtrædelser af byggeloven. Forholdene var anmeldt af Søren Sørensens nabo på baggrund af et luftfoto.

Kommunens manglende vilje til at følge afgørelsen fra Statsforvaltningen undrer Søren Sørensen ikke mindst med tanke på, at Københavns Kommune i flere svar til ham netop henviser til, at den afventer Statsforvaltningens afgørelse.

Blandt andet i et svar 12. januar 2017 underskrevet af den tidligere borgmester Morten Kabell (EL).

‘Jeg ved, at I har påklaget forvaltningens afgørelse om partsstatus til Statsforvaltningen. Da Statsforvaltningen endnu ikke har truffet afgørelse, foretager jeg mig ikke yderligere i sagen, så længe klagesagen verserer,’ skriver Morten Kabell i svaret.

I dette svar til Søren Sørensen fra 12. januar 2017 henvisete tidligere borgmester Morten Kabell til, at kommunen afventede Statsforvaltningens afgørelse. Men da afgørelsen så kom og gik kommunen imod, valgte man at ignorere afgørelsen.
I dette svar til Søren Sørensen fra 12. januar 2017 henvisete tidligere borgmester Morten Kabell til, at kommunen afventede Statsforvaltningens afgørelse. Men da afgørelsen så kom og gik kommunen imod, valgte man at ignorere afgørelsen.
Vis mere

»Principielt er det jo fint nok, at en kommune afventer en afgørelse fra Statsforvaltningen. Men når så der kommer en afgørelse, og kommunen så vælger at ignorere den, så giver det jo ingen mening at vente på afgørelsen,« siger Søren Sørensen.