Der er stadig store corona-udfordringer i den danske VM-boble på Hotel Marriott i Kairo.

Selvom arrangørerne og IHF har forsøgt at stramme op på sikkerheden, så er der for mange, som ikke overholder restriktionerne - heriblandt flere af de andre landshold, der også bor på hotellet.

Det fortæller Nikolaj Jacobsen lørdag på et pressemøde. 

»Der bliver jævnligt - lad mig sige det sådan - overtrådt regler også fra andre hold, men ja… Så længe vi holder os heroppe (på danskernes egen etage, red.), så føler vi os rimelig trygge. Det er værre, når man begynder at bevæge sig rundt på hotellet.«

‘Jævnligt overtrådt regler fra andre hold’? Kan du uddybe det?

»Lad mig bare sige sådan, at jeg tror ikke, det er alle hold, der har fået udleveret nok mundbind… Haha. Og det er heller ikke alle hold, der har læst afstandskravene, når man står nede til morgenmaden. Der er der nok nogen, der har set ‘10 centimeter’, og andre har set ‘en meter’,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han fastslår, at forholdene på femte sal, hvor landsholdet bor for sig selv, er upåklagelige. Men når danskerne bevæger sig rundt på hotellet, så bliver landstræneren bekymret.

»Vi har det godt på femte sal. Vi har et fantastisk mødelokale og opholdsrum, hvor spillerne kan være sammen, og vores værelser er gode, så hvis man bare kunne være heroppe, så var det rigtig fint.«

Foto: Mohamed Abd El Ghany / POOL
Vis mere

»Men man går og bliver irriteret og også lidt utryg, når man render rundt på hotellet, og det er også derfor, vi har valgt at sige, at vi bliver så meget som muligt oppe ved os selv,« siger landstræneren, der særligt er frustreret over situationen omkring måltiderne på hotellet.

»Min største bekymring på hotellet er helt klart ovre ved spisesalen. Det er lige tæt nok,« lyder det.

På pressemødet fortalte Nikolaj Jacobsen også, at han fortsat håber på at kunne få Emil Jakobsen med ind i truppen, selvom venstre fløjen lige nu er isoleret, efter han er blevet testet positiv for coronavirus.

For en sikkerheds skyld har han dog bedt TTH-spilleren Magnus Bramming gøre sig klar, så han kan støde til truppen i Egypten, hvis det bliver nødvendigt. Det kan du læse mere om her.