EM i herrehåndbold fik langt fra den slutning, som mange danskere havde regnet med. Ikke nok med at Danmark tabte, så tabte de meget klart med ni mål, og det var næsten rent deja-vu til VM-finalen for et år siden, hvor Danmark tabte med 16 mål til Spanien.

Flere eksperter har forsøgt at forklare, hvordan det kunne ske igen, at Danmark gik helt ned i en finale. Men ifølge sportsterapeut Jesper Rasmussen er det ganske enkelt at forklare det danske kollaps i kampen mod Frankrig.

- Mange ting omkring presset var ens i de to finaler. Ved VM fik spillerne et regulært chok og rendte rundt uden hoved. Når man ikke får bearbejdet sådan et chok, så lagrer det sig i kroppen som et traume. Kommer du i en situation, der ligner det gamle chok, og ikke har fået det bearbejdet, så 're-aktiveres' chokket, siger Jesper Rasmussen og forsætter.

- Jeg kunne se det på deres reaktioner, at de var helt kontaktløse i ansigterne. Det var tydeligt at se på spillernes kropssprog, at de var i chok. Fastlåste blikke, stivnet kropssprog, røde plamager på huden osv.

Jesper Rasmussen beskriver flere eksempler på reaktioner fra søndagens finale, hvor man kunne se, at de danske spillere var i chok over, hvad der skete på banen.

- På bænken var det tydeligt at se, at flere spillere var helt stivnede og bare sad og kiggede lige ud i luften. På banen så man det i forhold til de spillere, der tog sagen i egen hånd, men som spillede uden at hovedet og fornuften var koblet på. Dette gav Mads Mensah et eksempel på med sine enkeltmandspræstationer. Nogle spillere gav også udtryk for, at de ikke ville have bolden eller blev bange for at have bolden, eller ikke fik dækket godt nok op, som for eksempel Rene Toft, der oven i chokket blev ramt af udvisninger, siger Jesper Rasmussen.

Hvis ikke de her finalechok bliver bearbejdet, så vil det helt sikkert ske igen, hvis Danmark kommer til at stå i en finale. Det er Jesper Rasmussen overbevist om.

- Det sker hundrede procent sikkert igen, hvis de kommer i en finale, og det andet hold får en lige så god start. Så kommer reaktionen en gang til, hvis det ikke bliver bearbejdet.

- Det er vigtigt med en landsholdssamling, hvor chokket bliver bearbejdet, så det ikke endnu en gang sætter sig som et individuelt og kollektivt traume, som det skete efter VM-finalen. Chok, der ikke bliver bearbejdet, sætter sig i den kropslige hukommelse som et traume, som re-aktiveres hver gang, vi kommer i en situation, der ligner det oprindelige traume, hvilket var tilfældet i kampen mod Frankrig, siger Jesper Rasmussen.