Klavs Bruun Jørgensen er slukket. Han har ikke mere at give til kvindelandsholdet.
Derfor var der ikke andre udveje end at stoppe som landstræner. Det forklarer Klavs Bruun Jørgensen i dette eksklusive interview med B.T.
Da han onsdag formiddag mødte ind til den anden evalueringssamtale med DHF i kølvandet på VM-skuffelsen i december, stod det hurtigt klart for begge parter, at der skulle nyt blod til på landstrænerposten.
»Det er den rigtige beslutning at stoppe, og lige nu er jeg faktisk mest lettet.«
»Jeg har givet det, jeg kunne. Det, vi har fået ud af det – især niendepladsen ved VM i december – er ikke godt nok. Det har jeg svært ved selv at leve med. Jeg har også haft den værste jul og det værste nytår nogensinde. Fordi skuffelsen har været så enorm efter det her mesterskab, og jeg begyndte at tvivle.«
»Når man når dertil, så bliver man nødt til at bremse op og huske på, hvad man selv står for,« siger Klavs Bruun Jørgensen.
Og hvad er det?
»Det er, at hvis jeg lige nu ikke tror 100 procent på, at jeg kan føre det her hold videre og vinde et mesterskab, så skal jeg ikke være der. Fagligt kan man altid finde noget, man kan forbedre. Det kan jeg også her. Men på det personlige plan er tanken tom.«
»Det har slidt hårdt på mig. Jeg kan ikke se, hvad det er, jeg mere skal komme med som person.«
»Spillerne bliver et år ældre, men ikke et år bedre. I forhold til det tekniske og taktiske kommer de ikke til at rykke sig helt vildt. Det er på det mentale område, hvor det her hold stadig har ufatteligt meget at hente. Og der tror jeg, at en ny træner kan komme med nye impulser, som kan rykke noget.«
Du har været landstræner i små fem år – hvad er din egen vurdering af perioden?
»Jeg er ikke tilfreds, for vi har ikke vundet noget eller fået nogen medaljer. Men jeg synes, det er ret tydeligt at se det aftryk, jeg har sat. Jeg synes til den her slutrunde, at spillerne er i den klart bedste form, vi har set indtil videre.«
»Og så er kulturen også langt bedre i dag. Der er sket meget med spillernes selvrefleksion.«
»De står ikke bare og ser på en træner og spørger, hvad de skal gøre. De er nødt til at gøre noget selv. Hovedansvaret ligger hos dem selv. Det ved de nu.«
Men du har ikke formået at flytte holdet resultatmæssigt?
»Nej, men jeg synes helt klart, der er en kulturel forskel, så betingelserne er bedre nu. Da jeg overtog, var det også et generelt splittet hold, som ikke interesserede sig særligt meget for hinanden.«
»Og jeg har altid haft det sådan, at vi behøver ikke være de bedste venner, men vi er nødt til at omgås hinanden mere og også interessere os mere for hinanden for at skabe den tillid og tro på, at vi kan gøre tingene sammen.«
»Dansk damehåndbold har ikke individualister på øverste hylde, så man skal vinde som et hold. Det er vigtigt, man er bevidst om det.«
Har det været en sværere opgave, end du regnede med, da du sagde ja til jobbet?
»Ja, helt klart. Der har været nogle håndboldmæssige udfordringer. Vores store problem er, at bundniveauet er alt for lavt. F.eks. har bundniveauet hos Anne Mette Hansen til de seneste to slutrunder været for lavt.«
»Det er ikke for at skyde specielt efter hende, hun kan stadig nå at udvikle sig og blive bedre, og jeg ser hende stadig som en af dem, der skal løfte dansk damehåndbold ind i top-4.«
»Jeg håber, der vil komme noget ny energi ind nu med en ny træner. Ellers vil dansk damehåndbold være udfordret langt ud i fremtiden. Det her hold har nogle muligheder, hvis man rammer tingene rigtigt, men det er ikke sådan, at jeg bare ser et kuld af store talenter på vej. Og jeg kan godt blive bekymret, når jeg ser i krystalkuglen.«
Hvis du kunne skrue tiden fem år tilbage, hvad ville du så sige til dig selv, før du startede i jobbet?
»Det ved jeg sgu ikke… Min første tanke er at sige 'lad være med at tage jobbet'. Men sådan har jeg det jo ikke alligevel. Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af det og lært utroligt meget.«
»Men i forhold til at være en relativt ung træner og være godt kørende, så er det et voldsomt job at tage – i hvert fald med det hold, der var på det tidspunkt.«
»Hvis det var holdet i dag, ville jeg måske se anderledes på det. Men det hold, jeg overtog, ville jeg ikke gide overtage igen. Det er helt sikkert.«
Hvorfor?
»Der var alt for meget ballade. Man kritiserede landstræneren offentligt og stod ikke sammen som hold under konflikter. Det skreg til himlen.«
»Og så var der så mange i spillernes omgangskreds, primært i klubberne, som overhovedet ikke reagerede på det – bare klappede dem på skulderen. 'Det er bare de andre, der er nogle idioter', var holdningen.«
»Oftest tænkte man til sin egen næsetip og ikke en skid længere end det. Sådan kan du ikke have et landshold, det går bare ikke.«
Er der noget, du ville have gjort anderledes i din tid som landstræner?
»Jeg skulle have været mere brutal i starten. Det stod så sløjt til med opførslen og respekten omkring ting. Når man eksempelvis nede i Nykøbing tillader en sponsor at stå på direkte tv og svine landstræneren til… Det var fuldstændig sindssygt. Fordi jeg havde sat en spiller af (Mette Gravholt, red.), som opførte sig skidt og trådte ved siden af – det synes alle omkring holdet.«
»Der ærgrer jeg mig over, at jeg ikke gik i krig og sagde, at 'nu lukker du røven, du har ikke forstand på det her. Pas din forretning, så passer jeg mit arbejde her'.«
»Så jeg skulle nok helt generelt have ryddet op noget tidligere. Selvom jeg egentlig synes, jeg gjorde det hurtigt.«
Det lyder til, at det har været en dårlig oplevelse for dig at stifte bekendtskab med dansk damehåndbold?
»De trænere, jeg har haft spillere hos her på det seneste, der har samarbejdet fungeret godt. Tonen er god og respektfuld. Men tidligere var det en krig og kamp på ord. Fordi mange hele tiden havde travlt med at fortælle, hvad man burde gøre som landstræner.«
Hvem bærer størstedelen af ansvaret for de problemer, som dansk kvindehåndbold står i?
»Grundlæggende kan man sige, at DHF har sovet i timen. Man sidder med en amatørbestyrelse, hvis du spørger mig. En bestyrelse, som kigger på bredde og elite samtidig.«
»Og det kan du bare ikke, som tingene er i dag. Bestyrelsesmedlemmerne sidder ikke med dårlige hensigter, og der er mange gode mennesker, men de er bare ikke gearet til det.«
»Så jeg mener, at hvis man skal kigge fremad, så skal man lave en elitebestyrelse, som tager sig af elite. Også eliteungdom. Det nytter ikke noget, at det er bredden, der styrer, hvad eliten skal. Og sådan er det lige nu. Det går ikke.«
Hvad mener du mere konkret med 'amatørbestyrelse'?
»Det er en breddebestyrelse. Bestyrelsen er valgt i de forskellige kredse og regioner rundt om i landet. Der sidder for mange i vores bestyrelse nu, som overhovedet ikke er tæt nok på, hvad der foregår. Der er alt for meget egnspolitik blandet ind i det, der foregår omkring eliten. Det går ikke.«
»Man bliver nødt til at have en elitebestyrelse, som kan varetage landsholdet, ligaen, ungdomslandsholdene og de bedste ungdomsligaer. Og så kan den bestyrelse udstikke retningen for, hvor det er, man gerne vil hen med dansk håndbold.«
Men har det ikke været dit arbejde som landstræner at finde ud af det?
»Man bliver ved med at kigge på landstræneren og spørge 'hvad er det egentlig, vi gerne vil?'. Men jeg siger, at det er sgu da ikke landstræneren, der skal udstikke retningen.«
»Landstrænere kommer og går. De skal være med til det. Men håndboldforbundet er jo den gennemgående i alt det her.«
»Og der er nødt til at være flere inde over end bare en sportschef og en talentchef. Der skal være en stærk bestyrelse, som man kan læne sig op ad. Præget af aktive og tidligere aktører – både spillere og klubledere. Folk, som er tættere på end nogen af dem, der sidder i bestyrelsen lige nu. Og så skal der selvfølgelig bygges bro mellem eliten og bredden.«
Hvad er dit bedste råd til dansk kvindehåndbold nu?
»Kontinuitet. Det er bare vigtigt. Så det synes jeg, der skal være mere af ude i klubberne. Særligt i forhold til klubdirektører, så der kan bygges nogle gode ting op.«
Har du et godt råd til den nye landstræner?
»Jeg vil bare sige 'held og lykke'. Det mener jeg fra hjertet. Hvis det ikke flytter sig, så vil jeg på et tidspunkt se tilbage og tænke, 'nå men så kunne det være lige meget'.«
»Jeg håber, at det her hold – gerne til næste slutrunde – klarer sig godt. Så kan du ikke, uanset hvordan du vender og drejer det, se bort fra, at det er mig, der har trænet dem de sidste fire et halvt år. Og mig, der har været med til at påvirke den vej, det er blevet trukket.«
Og hvad skal du så selv nu?
»Det ved jeg ikke. Min agent skal i gang nu, og så må vi se, om det bliver i Danmark eller udlandet. Jeg skal nok finde noget. Jeg har ikke lyst til at gå og kede mig, og jeg vil egentlig gerne i gang med at arbejde igen. Jeg er ikke snobbet omkring, hvad det skal være. Jeg er åben over for det meste.«
Skal dit næste job være som herretræner?
»Det vil jeg gerne. Man skal aldrig sige aldrig... Men på et eller andet tidspunkt vil jeg gerne tilbage og træne herrer,« siger Klavs Bruun Jørgensen.
