Den danske landstræner Gudmundur Gudmundsson forstår ikke den hårde linje, som dommerne har lagt under den igangværende VM-slutrunde i Qatar.

I den første kamp mod Argentina fik Danmark syv to-minutters udvisniger, mens antallet var en del mere acceptabelt i søndagens kamp mod Saudi Arabien, hvor det blev til tre udvisnger.

Og tallene taler da også for sig selv. I første runde uddelte dommerne 150 to-minutters udvisninger, hvilket er 58 flere end ved VM i Spanien for to år siden. Og Gudmundur Gudmundsson mener da heller ikke, at linjen er retfærdig.

»Det er en meget svær linje for alle hold, ikke kun for os. Det giver en usikker følelse for forsvarsspillerne. Spillerne har svært ved at forstå det, og jeg kan heller ikke forstå det. Det er ikke nemt, når man spiller mod fysisk stærke spillere. Man skal ikke trække i trøjen, eller skubbe modspillerne. Men man har bare set, at de alligevel giver to-minutter for en normal kontakt, hvor der ikke bliver skubbet, men hvor man bare holder fast. Så det er meget svært,« sagde landstræneren ved mandagens pressemøde.

Han mener, at det bliver afgørende, at holdet undgår for mange to-minutters udvisninger i kampen mod Tyskland.

»Selvfølgelig er det vigtigt, at vi undgår så mange to-minutters udvisnger som muligt. Det bliver meget afgørende.«

Tirsdagens modstander Tyskland har dog ligeledes haft problemer med mange udvisninger. I holdets to kampe er det samlet set blevet til 13 to-minutters udvisninger - tre flere end Danmark.