'Robinson Ekspeditionen' kræver råstyrke og en god grundform, og det er lige netop, hvad 23-årige Adelina Igrishta har.

Men hvor i Aalborg træner man op til den hårde ekspedition?

Adelina Igrishta bor i Aalborg, hvor hun læser til pædagog, og selv om hun ikke ligner en klassisk 'Robinson'-deltager, klarede hun alligevel ni dage på en ø i den Dominikanske Republik. Det krævede hård træning i blandet andet 'boxen' til crossfit før 'Robinson Ekspeditionen':

»Jeg brugte ekstra meget tid i min absolutte yndlingsbox i Aalborg og gør det stadigvæk.«

Ud over træning og lange gåture i Aalborg er Robinson-deltageren også glad for at bruge Aalborgs mange cafeer og restauranter, og her får du hendes guide til både mad, træning og gode drinks i byen.

1. Crossfit Dannebrog

»Jeg har trænet crossfit noget tid efterhånden, men især op til 'Robinson Ekspeditionen' tænkte jeg, at uanset hvor nedbrudt kroppen ville blive, så er det altid en fordel at være i god form.«

For Adelina Igrishta er det i høj grad fællesskabet, som har gjort, at det er her, hun blandt andet trænede op til 'Robinson Ekspeditionen'.

»Det er et sted, hvor absolut alle er velkomne til at deltage. Der er så meget fællesskab og støtte, uanset hvilket 'niveau' man er på. Jeg er en pige, som ikke kan løfte særlig tungt i forhold til mange af de andre seje kvinder, som går i Crossfit Dannebrog, men jeg føler mig aldrig presset eller ikke dygtig nok, når jeg kommer der.«

»Det vigtigste er jo blot at møde op og gøre det så godt, man kan.«

2. Vestre Fjordpark

»Det kan godt lyde lidt som en kliché, men især efter Robinson Ekspeditionen er jeg blevet glad for at være i naturen og generelt hygge i det grønne.«

»En af mine veninder og jeg har lavet en aftale om at bade mindst én gang om ugen. Vi er faktisk okay til at overholde det, og så er Vestre Fjordpark jo bare et dejligt sted at bade. Der er noget terapeutisk ved at komme derude på en dag, hvor solen skinner, få sig en kold dukkert og bagefter hoppe i sin badekåbe og spise sin medbragte madpakke.«

»Desuden er der bålplads, som jeg på sigt gerne vil benytte mig af efter en tur i vandet.«

Det er ikke kun om sommeren, at Adelina Igrishta bader i Vestre Fjordpark.
Det er ikke kun om sommeren, at Adelina Igrishta bader i Vestre Fjordpark. Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. Gåture og cykelture omkring havnen

»De dage, jeg ikke træner crossfit, går jeg gerne en lang tur – eller cykler på min nye brugte cykel. Jeg er ret vild med at gå omkring havnen og købe en kop kaffe på vejen hos en Tuk Tuk Coffee.«

»Ofte har jeg en veninde med, og det er en skøn måde at være social på og samtidig få motion. Og hvis en veninde ikke kan, hører jeg gerne lydbog eller podcast på mine ture.«

4. Helmuth

»Jeg elsker en fed bytur med veninderne. Helmuth er helt klart blevet mit absolutte yndlingssted, når jeg skal i byen. Lokalerne er super lækre, og så serverer de Aalborgs bedste cocktails – uden tvivl. Der er altid vildt god stemning derinde!«

»Jeg skal faktisk selv holde fødselsdag på Helmuth til december. Det glæder jeg mig utroligt meget til, da jeg går rigtig meget op i, at omgivelserne er pæne, og generelt ønsker jeg altid at gøre meget ud af min fødselsdag. Det kan man på Helmuth, og jeg er slet ikke i tvivl om, at mine gæster kommer til at synes, at det bliver fedt, når det netop er derinde.«

5. Catch Sushi Bar

»Min livret er helt sikkert sushi. Jeg elsker det, og en af min yndlingsspisesteder til sushi er Catch Sushi Bar. Jeg er ret vild med konceptet generelt, men også lokalerne er rigtig fine.«

»Ud over at sushien smager fantastisk, så er det et sted, hvor man også får lyst til at blive hængende, efter man er færdig med at spise til et ekstra glas vin, fordi restauranten er vildt flot indrettet med tørrede blomster og lignende.«

6. Penny Lane Cafe

»Penny Lane Café er et sted, jeg besøger rigtig ofte, når jeg skal have brunch og kaffe. Det er det hyggeligste sted i Aalborg rent indretningsmæssigt, og så laver de bare skøn mad, brød og kager.«

»Derudover laver de nok de bedste salater, jeg overhovedet har smagt. Jeg fravælger ofte at spise salat ude ellers, da det typisk er en kold, våd salat med lidt iceberg, tomat og agurk, jeg får serveret – men ikke på Penny Lane. Der er det en helt anden oplevelse.«

»Jeg er også blevet ret vild med deres sunde og lækre Matcha Latte. Penny Lane er et sted, jeg ofte tager på med min kæreste, da han også er fan. Ellers kan jeg sagtens finde på at gå derind alene og nyde en kop kaffe.«