Selv i regn og blæst titter solstrålehistorierne frem ved golfturneringen British Open, der på grund af det voldsomme vejr er blevet forsinket en dag.

Tag for eksempel den amerikanske golfkomet, 21-årige Jordan Spieth. Med en tredje runde i 66 slag, seks slag under par, indtager han fjerdepladsen før sidste runde og spillede sig dermed i en gylden position til at vinde sin tredje Major-turnering i år. En bedrift, Ben Hogan var den seneste til at præstere i 1953.

Eller hvad med Marc Leishman, australieren, der i al hast måtte trække sig fra årets Masters i april, da hans kone pludselig blev alvorligt syg, lagt i kunstig koma og kun spået fem procents chance for overlevelse? Hans 64 slag var søndagens bedste og bringer ham tre slag fra førerbolden.

Solstrålehistorien over dem alle er dog Paul Dunne. Den 22-årige irer er nemlig den første amatør siden 1927 til at føre turneringen efter de første 54 huller. Dunne, der måtte igennem kvalifkationen for at slippe igennem nåleøjet til St. Andrews, gik tredje runde i 66 slag og deler førstepladsen sammen med vinderen fra 2010, Louis Oosthuizen, og australieren Jason Day.

Den seneste amatør til at vinde British Open var Bobby Jones i 1930. Ingen amatør har vundet en Major-turnering siden 1933, men historien skræmmer ikke Paul Dunne.

»Jeg kan ikke se, hvorfor en amatør ikke skal kunne vinde en Major-turnering. Jeg er mere end i stand til at notere mig for de slag, der skal til for at vinde, hvis de andre ikke spiller op til deres bedste,« siger Paul Dunne ifølge BBC.

Hvis Paul Dunne skulle gå hen at vinde turneringen, så får han dog ikke fingre i den store pengepræmie, der følger med. Som amatørspiller fraskriver man sig nemlig retten til kontant betaling. Det betyder, at han vinker farvel til 11 millioner kroner, skulle han vinde sin første major.

Dunne og Oosthuizen tager hul på mandagens sidste runde kl. 14.30 lokal tid, 10 minutter efter Jason Day og Jordan Spieth.

»Jeg går ind til sidste runde med masser af selvtillid og tryghed, hvilket frigør mig en smule til at tage lidt ekstra chancer,« lyder det fra Jordan Spieth ifølge BBC.