Rygtet har kørt længe, men for 14 dage siden i Monte Carlo accelererede det: Sebastian Vettel overvejer at stoppe i Formel 1.

Vettel selv afviser rygterne. Men nøgternt vurderet ville det på mange måder være naturligt, hvis han trak sig tilbage efter denne sæson.

Den 31-årige tysker har nu kørt Formel 1 i 13 år, han har vundet VM fire gange, og han har tjent flere penge, end han nogensinde kan bruge. Samtidig er han ved at indse, at det ikke bliver på hans vagt, Ferrari vinder nye VM-titler på stribe.

Og allervigtigst: Han er kommet under enormt pres fra unge Charles Leclerc, der allerede i sin første Ferrari-sæson åbenlyst udfordrer ham. Og er der én ting, Vettel ikke kan leve med, er det ’oprørske’ teamkammerater. Spørg for eksempel Mark Webber og Daniel Ricciardo.

Så lad os lege videre med tanken: Vettel stopper – hvem skal så afløse ham?

Ferrari vil allerhelst have Max Verstappen eller Lewis Hamilton. Problemet er bare, at de begge er bundet til deres nuværende teams, og at de næppe er interesserede i at skifte til et kriseramt Ferrari-team med en fremadstormende Charles Leclerc.

Det er derfor, man i Monaco snakkede om en uofficiel liste med fire potentielle Vettel-afløsere: Sergio Perez, Romain Grosjean, Valtteri Bottas og … Kevin Magnussen.

De har alle fire de minimum fem års Formel 1-erfaring, der sikkert er nødvendig for at opfylde en 2020-rolle hos Ferrari. Den vil primært handle om at ’færdiguddanne’ unge Leclerc, der anses for fremtidens mand i Maranello.

Perez er faktisk er godt bud. Han har tidligere været med i Ferraris talentprogram, han tiltrækker sponsorer fra Mexico, og han er en stabil kører, der scorer masser af VM-point. Men den 28–årige mexicaner er samtidig en kører, der virker, som om han har toppet - han bliver næppe bedre.

Det samme gælder Grosjean. Han har de seneste år fået for mange ’smæk’ af Haas-teamkammeraten Kevin Magnussen til at være et reelt bud på en plads hos Ferrari.

Samtidig er han den ældste af de fire kørere på listen, og de seneste år har vist, at han ikke er særligt god til at have en ung, hurtig teamkammerat á la Magnussen eller Leclerc. Og endelig vil to franske kørere ikke være optimalt for Ferraris marketingafdeling.

Bottas? På mange måder et oplagt valg, og hans kontrakt med Mercedes udløber efter denne sæson. Men som han kører i øjeblikket, vil Mercedes sikkert gøre alt for at beholde ham – både fordi finnen sætter Hamilton under et konstruktivt pres, og fordi han vil kunne tage alt for mange hemmeligheder med til Ferrari.

Samtidig ved Bottas, at hvis det er svært at have Lewis Hamilton som teamkammerat hos Mercedes, kan det blive direkte ubehageligt at skulle op mod Leclerc hos Ferrari.

Og så er der Magnussen. Han udvikler sig stadig som Formel 1-kører, og han er den yngste af de fire kørere på listen. Han kender Ferraris motor og faciliteter, han har ingen problemer med at skulle have Leclerc som teamkammerat, og han har tænkt tanken om en fremtid i Maranello.

Selv uden de danske skyklapper ligner Kevin Magnussen et godt bud på en fremtidig Ferrari-kører.

Men det forudsætter, der opstår et ledigt sæde hos italienerne.