Tirsdag formiddag var Harry Petersen fra Kalundborg en tur i sin lokale SuperBrugsen. Turen udviklede sig til en farce. Da Harry kom frem til kassen, blev hans betalingskort afvist igen og igen.

»Både brugsuddeleren og jeg stod og kiggede noget, for ingen af os kunne forstå det,« fortæller Harry.

Harry blev bange for, at hans kort var blevet lænset af en svindler.

Han skyndte sig hjem og ringede til sin bank. De kunne berolige ham. Han var ikke blevet svindlet.

Banken kunne i stedet fortælle, at det var YouSee, som havde bombet ham med så mange opkrævninger på så kort tid, at hans kort var blevet lukket ned som ren forsvarsmekanisme.

»På tre timer havde de forsøgt at trække én krone 75 gange. Og så lukker kortet ned. Min bank kan ikke gøre en skid. Kortet er lukket resten af dagen,« siger Harry Petersen, der måtte hjem og hente kontanter:

»Jeg kan lige se hele familien Danmark stå i Kvickly i aften og ikke betale for deres aftensmad. Hold da kæft. Den er jo helt gal.«

Og Harry har sådan set ret i, at der er risiko for, at familien Danmark står med et lukket kort på grund af en sværm af opkrævninger fra YouSee.

Det væltede ind med opkrævninger hos Flemming tirsdag morgen.
Det væltede ind med opkrævninger hos Flemming tirsdag morgen.
Vis mere

Harry er nemlig ikke den eneste, som har oplevet, at YouSee tirsdag har forsøgt at trække en masse enkroner.

Adskillige er blevet ramt.

B.T. har eksempelvis været i kontakt med Flemming. Hans telefon begyndte pludselig at vibrere tirsdag morgen. Den stoppede først, da YouSee havde forsøgt at trække én krone 35 gange.

Hos YouSee erkender man, at noget er gået galt.

YouSee stiller ikke op til interview.

Men i en mail lyder det:

’Efter en opgradering er der desværre opstået en fejl i vores it-system. Fejlen har betydet, at en række af vores kunder er blevet trukket 1 kr. adskillige gange. Fejlen er nu rettet, og vi har nu fuldt fokus på at tilbagerulle de fejlagtige opkrævninger.’

’Vi beklager meget fejlen over for de berørte kunder. Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange kunder der blev berørt af fejlen.'