Den forgangne uge har budt på den ene vilde historie efter den anden om uforståelige ejendomsvurderinger.

Bedst som man troede, at man havde hørt det hele med, dukker så en ny historie op om en vurdering helt ude i hampen. 

Ifølge sn.dk er en grund ved Roskilde sat til at være svimlende 1,1 milliard kroner værd af Vurderingsstyrelsen.

Det er ellers ikke fordi, at grunden er bestøvet med guld.

Tværtimod ligger der en faldefærdig gammel gård, der ifølge sn.dk bruges til opmagasinering for både Roskilde Festival og Roskilde Dyrskue.

Grunden ligger på Vor Frue Hovedgade 8, og den udgør en mindre del af det store område, som bruges til camping under Roskilde Festival.
Grunden ligger på Vor Frue Hovedgade 8, og den udgør en mindre del af det store område, som bruges til camping under Roskilde Festival. Foto: Google Street View
Vis mere

Det er Roskilde Kommune, der ejer grunden, og i modsætning til mange andre af landets boligejere ønsker kommunen ikke at klage til Vurderingsstyrelsen.

»Vi har set vurderingen og er enige i, at det nok er 'lidt' i overkanten, men vi vil ikke bede Vurderingsstyrelsen om at gøre noget ved det, for det kommer ikke til at have nogen som helst betydning, siger Roskilde Kommunes økonomichef, Kirsten Thune, til sn.dk.

Vurderingsstyrelsen afviser at udtale sig om konkrete sag til sn.dk og har i stedet henvist til en tidligere udsendt pressemeddelelse.

Her oplyser styrelsens direktør, Poul Taankvist, at man har modtaget mange henvendelser fra frustrerede boligejere.

»Vi er nu ved at gennemgå de enkelte henvendelser og vil inden for de næste uger analysere henvendelserne og vil herefter vende tilbage til de enkelte borgere,« udtaler direktøren.

Mandag aften blev 1,8 millioner foreløbige ejendomsvurderinger sendt ud til de danske boligejere, og siden da har der været en storm af klager.

Det skal skatteminister Jeppe Bruus (S) stå til regnskab for overfor Folketinget.

68.000 ejendomsvurderinger, hvor grundværdien er højere end den samlede vurdering, skal gennemgås for fejl, siger skatteministeren til TV 2 og DR.

»Vurderingsstyrelsen er gået i gang med at analysere på den omtalte gruppe, og hvis der er nogle af dem, der har åbenlyse fejl, skal det selvfølgelig rettes,« siger han til TV 2.

Torsdag oplyste styrelsen, at fire procent af alle boligejere havde fået vurderet deres grundværdi højere end ejendomsværdien.