Hele to gin og tonic dumper i ugens test, mens vinderen stryger hele vejen til top og inkasserer seks stjerner.

»Jeg har forholdsvis høje forventninger.« 

Sådan lyder det fra blogger og Gastromand Simon Kirkegård inden dagens blindsmagning, hvor B.T. har indkøbt syv færdigblandet gin & tonic. 

Hvad Simon Kirkegård ikke ved, er, at der som en ekstra gimmick gemmer sig en alkoholfri variant. 

Spørgsmålet er, om han opdager det.

Malfy Gin Lemon & Tonica, 25 kroner

Købt i Føtex, men kan også købes i andre supermarkeder.

»Den er grim, den her. Det er de mærkelige farver, jeg er lidt skeptisk over. Den har et lidt gulligt skær. Den dufter fuldstændig som Faxe Kondi.«

»Puha – det er fandeme ringe det her. Det er sgu ikke ret godt. Den er harsk i eftersmagen og smager lidt af tonic, der har fået lov til at stå i solen og ikke rigtig af noget gin. Det er bare en rigtig dårlig sodavand.«

Served by Norhlund Gin & Tonic, 35 kroner

Købt i Meny, men kan også købes i andre supermarkeder.

»Den er fuldstændig flad. Ingen bobler overhovedet. Den dufter ikke af en skid, der er ikke noget at komme efter der. Der er ikke ret meget enebær, der er ikke rigtig noget citrus, som gør væsen af sig. Det smager bare af en flad tonic.«

»Den er faktisk lige så tarvelig som den forrige. Der er ikke nogen bobler, der er ikke noget liv. Det har ikke en skid med gin & tonic at gøre.«

Tanqueray Gin & Tonic, 20 kroner

Købt i Meny, men kan også købes i andre supermarkeder.

»Den dufter mere af tonic end af gin. Den er lidt lavt karboneret (kulsyre, bobler, red.) – jeg ville godt have nogle flere bobler. Og så smager den lidt mere af dårlig tonic end ret meget andet.«

»Den smager som grøn sun lolly, der er smeltet – det har ikke så meget med gin og tonic at gøre. Det kan være lidt ligegyldigt. Den kunne godt være alkoholfri.«

Punch Club Gin & Tonic, 25 kroner

Købt i Meny, men kan også købes i andre supermarkeder

»Der er meget begrænset bobler i her, jeg er lidt skeptisk allerede der. Det smager stadig mest af en billig tonic og måske også af en billig gin, selvom der ikke meget ginsmag at komme efter.«

»Bedre end de første, lidt mere tørt, selvom den smager lidt mere af billige råvarer hele vejen igennem. Den kan godt drikkes, men jeg ville være ked af at betale mange penge for det.«

Malfy Gin Rosa & Tonica, 25 kroner

Købt i Meny, men kan også købes i andre supermarkeder. 

»Fræk farve og dufter meget af sommer. Jeg har altid holdt på, at rigtige mænd drikker lyserøde drinks. Tør enebær-smag, lille snert af alkohol, uden at det bliver sprittet.«

»Man kan godt blive lidt bange for, at den er sød eller kunstig med den her farve, men det synes jeg overhovedet ikke, den er. Den vil jeg gerne drikke på en græsplæne på en sommerdag.«

Tanqueray & Tonic 0.0 %, 27,95 kroner (Den alkoholfrie)

Købt i Føtex, men kan også købes i andre supermarkeder

»Det dufter fandeme godt af gin og tonic. Der er uden tvivl brugt en dyrere tonic. Det smager virkelig godt.  Der er en tør smag fra tonic og en lidt bitter smag fra gin. Den er lidt mere bitter og sød end den lyserøde.«

»Den mangler en lille smule alkohol i eftersmagen. Det kan være, at man selv skal splejse den lidt op. Den ville jeg ikke være ked af at drikke her i sommersolen. Den her går rent hjem.«

Bombay Gin & Tonic, 25 kroner

Købt i Meny.

»Fin karbonering. Dufter af gin og tonic. Der er brugt lidt bedre tonic, lidt bedre gin. Der er duft af enebær. Har mere fedmefulde citrus i duften.«

»Den smager af, at der er lidt mere gin i den her. Det er en voksen gin og tonic – der er sprittet i eftersmagen, som jeg har efterlyst. Smager fandeme godt. Det smager af gin & tonic, der er blandet, så det giver mening. Dem, der har lavet den, kan godt være stolte.«