Siden Nationalbanken midt juli hævede renten med 0,5 procentpoint, har danske banker i rækkevis meldt ud, at privatkunder fremover bliver fri for negative renter hos dem.

I alt har 24 pengeinstitutter annonceret et farvel til negative renter, mens tre banker aldrig har haft dem.

Men hvornår er det reelt set slut med at betale penge for at have penge stående?

Det har Finanswatch, der bragte historien først, fundet svaret på.

For det er nemlig de færreste banker, der i skrivende stund har sløjfet dem.

Faktisk er det kun kunder hos Lunar, Saxo Bank og Nykredit Bank, der allerede nu slipper for at betale negative renter.

Arbejdernes Landsbank, Vestjysk Bank, Lægernes Bank, Coop Bank og PFA dropper dem den 1. august, mens det i Broager Sparekasse sker 5. august.

15. august sker det i Kreditbanken, Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Balling.

Hos Ringkjøbing Landbobank, Handelsbanken, Middelfart Sparekasse, Hvidbjerg Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Nordfyns Bank, Pensam Bank og Frøs Sparekasse er skæringsdatoen 1. september.

Mens man må vente til 15. september i Rønde Sparekasse og til 1. oktober hos Faster Andelskasse.

Også Skjern Bank har meddelt, at de vil droppe de negative renter. Hvornår det sker her, vides dog ikke på nuværende tidspunkt.

Er man kunde hos Frørup Andelskasse, Stadil Sparekasse eller Kompasbank, har man aldrig skulle betale negative renter – og sådan fortsætter det.

Forbrugerrådet Tænk har tidligere været ude og sige, at de danske banker bør sløjfe deres negative indlånsrenter.

Men det er ikke alle, der har fulgt den anbefaling. Er man kunde hos store banker som Danske Bank eller Nordea slipper man ikke for at betale negative renter.