Efter halvandet års fravær var han tilbage.

Det var derfor en tilfreds og, ja, glad og stolt Jannik Vestergaard, der kunne se tilbage på et godkendt comeback på landsholdet, hvor pladsen til næste sommers EM blev booket.

»Det var helt sindssygt fedt at være tilbage på denne måde. Stort. Det er noget, jeg har drømt om og tænkt på. Jeg kunne mærke, jeg havde en vis portion selvtillid. Jeg har følt mig hjemme i truppen og på stadion,« siger den høje Leicester-forsvarer, der startede inde i skæbnekampen.

Selvom han blandt andet missede VM og spillede sin seneste landskamp inden Slovenien-opgøret tilbage i juni 2022, så gik Vestergaard forrest på en helt særlig måde, allerede inden kampen blev blæst i gang.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her kunne man se, at det faktisk var den 31-årige forsvarer, der var manden, der gejlede sin medspillere op, da den sidste peptalk skulle tages i klyngen på banen umiddelbart inden kampstart.

»Jeg havde noget at sige. Jeg føler mig stadig som en af de erfarne, selvom jeg har været væk i en periode. Vi må alle sammen godt tilbyde os. Det synes jeg, at jeg gjorde der. For at minde folk om, at denne kamp var en mulighed for at skabe en oplevelse, vi vil huske for altid,« lød det fra Vestergaard, inden han forsvandt ud i den københavnske nat sammen med sine holdkammerater for at fejre EM-kvalifikationen.

Det var Jannik Vestergaards landskamp nummer 36 i karrieren og bestemt en, han nok vil se tilbage på om mange år. 

Det er ikke hver dag, man kvalificerer sig til en stor slutrunde.