Morten Olsen fik hele pressesalen og spillerne til at grine, da han kaldte Makienok for McEnroe

Der var langt fra den Morten Olsen, der midt i et mediestormvejr holdt pressemøde før Serbien-kampen, og så til mandagens Olsen op til testkampen mod Rumænien.

Olsen var i torsdags synligt irritabel ovenpå en uge, der handlede mere om hans fremtid end om kampen mod Serbien. Men efter den fornemme 3-1-sejr i fredags har humøret hos alle omkring landsholdstruppen været strålende.

Mandag fik Morten Olsen så også både journalister og landsholdsspillere til at skraldgrine, da han skulle opsummere landsholdsåret. Det gjorde han, da han først fik fortalt, at Simon Makienok blev testet i en venskabskamp mod Sverige og to gange kaldte Makienok for McEnroe (tennislegenden John McEnroe)

- I de kampe havde vi mulighed for at teste. Vi testede Duncan og McEnroe. Nej, nu siger jeg McEnroe, det var Braithwaite, sagde Olsen til morskab for hele pressesalen.

For Olsen opdagede kun fejlen med at huske forkert - at det var Braithwaite og ikke Makienok, der var med, men givetvis ikke at han kaldte Makienok for McEnroe.

Humøret var generelt højt, og Morten Olsen havde styr på alle de andre navne, da han blandt andet afslørede, at FCK-målmand Stephan Andersen står tirsdag aften mod Rumænien. Det skyldes dog ikke utilfredshed med førstevalget Kasper Schmeichel.

- Det er slet ikke, fordi vi er utilfredse med Kasper, som har gjort det godt. Men det er for at anerkende en stærk træningsindsats og for at give Stephan et klap på skulderen, for det har været en tæt målmandskamp, og alle vores målmænd har præsteret godt, lød det fra Olsen.

Kampen mod Rumænien starter 19.30 dansk tid tirsdag aften og vises på Kanal 5.