Det var ikke til at se forskellen mellem top og bund i opgøret mellem FC Vestsjælland og duksene fra Vendsyssel.

Det var ikke fantastisk, som Vendsyssel-anfører Chris Sørensen også var den første til at erkende. Faktisk var det tæt på decideret ringe, da top og bund fra dansk fodbolds næstbedste række satte hinanden stævne en lun novemberaften på et stadion i Slagelse.

Kampen sluttede som den begyndte. Uden mål. Og med en følelse af, at hverken nedrykkerne fra Vestsjælland eller Vendsyssel på nogen måde vil kaste glans over Superligaen fra og med næste sæson.

Hjemmeholdet var bedste i de første 45 minutter, hvor man et par gange var tæt på en scoring uden at blive forløst.

Som ventet havde Vendsyssel-træner Ove Christensen fået justeret på sit mandskab, der med en stålarmeret defensiv som fundament, fik bedre fat efter pausen, hvor Rune Frantsen og Bjarke Jacobsen markerede sig med et par hæderlige afslutninger.

Tydeligst stod dog indtrykket af fejlafleveringer, fight og en tung bane, der på ingen måde leverede et argument for at forlade sofaen for at se det ellers så smukke spil i levende live.

»Vi er inde i en periode, hvor spillet ikke fungerer, så på den baggrund er et point i orden. Vi har trods alt spillet 12 kampe uden at lide nederlag,« argumenterede anfører Chris Sørensen på vegne af Vendsyssel, der kravlede til tops i tabellen, et point foran Lyngby.

Vendsjælland stadig noteret for blot en enkelt sejr i 14 kampe, men et point er bedre end intet. Så længe man slipper for at være tvangsindlagt til at se med.