For anden gang på et år går Pierre-Emerick Aubameyang glip af en Dortmund-kamp grundet disciplinære årsager.

Borussia Dortmund har droppet Pierre-Emerick Aubameyang til fredagens kamp i Bundesligaen ude mod Stuttgart.

Stjerneangriberen er udeladt af truppen af disciplinære årsager, meddeler Dortmund torsdag på Twitter.

Fodboldklubben har ikke forklaret, hvorfor Pierre-Emerick Aubameyang er vraget, og hvad han har gjort galt.

Pierre-Emerick Aubameyang har scoret 10 mål i 11 ligakampe i denne sæson, men han har ikke scoret i de fem seneste kampe i forskellige turneringer.

Det er ikke første gang, at Pierre-Emerick Aubameyang bliver straffet af disciplinære årsager i Dortmund.

For et år siden blev Pierre-Emerick Aubameyang suspenderet efter en shoppingtur med nogle venner til den italienske modeby Milano, som gaboneseren ikke havde fået tilladelse til.

Ved den lejlighed gik Pierre-Emerick Aubameyang glip af en Champions League-kamp mod Sporting og undskyldte efterfølgende sin udflugt.

»Jeg har indset, at jeg lavede en fejl ved at tage til Milano, og jeg vil gerne sige undskyld til holdet og i særdeleshed til træneren,« sagde Pierre-Emerick Aubameyang dengang.

Dortmund havde sin bedste sæsonstart i Bundesligaen nogensinde og toppede tabellen, men holdet har ikke vundet i ligaen siden september og er nede på tredjepladsen seks point efter førende Bayern München.

/ritzau/