Rafael van der Vaart har set en del fodbold det seneste halvandet år, for der har ikke været megen spilletid til den hollandske superstjerne, siden han skiftede til FC Midtjylland.

Trods Superligaens højeste løn har Rafael van der Vaart nemlig oftest været henvist til tribunen, men han har stadig en stor stjerne i hjemlandet. Her var han i weekenden hovedperson i tv-programmet Klasgenoten - nok bedre kendt som Den Store Klassefest herhjemme.

Tidligere Superliga-topscorer: Jeg har ikke fået chancen i FCK

Det var en hyggelig oplevelse for Rafael van der Vaart, og hvis han skulle mangle selvtillid, så fik han et lille skud af sin tidligere ungdomstræner i Ajax John van 't Schip. Han er nu træner PEC Zwolle, og han sendte en åben invitation til sin tidligere spiller.

»Raf, vi har måske en plads til dig her næste år, så lad mig endelig høre fra dig. Jeg er sikker på, at jeg kan få dig til at spille fodbold igen. Du er god. Jeg håber snart, vi ses igen,« sagde John van 't Schip ifølge Soccernews.nl.

Rafael van der Vaart har stadig et halvt år tilbage af den kontrakt, han underskrev med FC Midtjylland for halvandet år siden efter en længere og meget mediedækket flirt. Kæresten Estevana Polman spillede håndbold i Team Esbjerg, og van der Vaart ville gerne flytte tættere på hende. Det betød i første omgang en stor kontrakt, og hollænderen startede med at spille 15 kampe i sin første sæson i klubben.

Estevana Polman og Rafael van der Vaart med deres fælles barn
Estevana Polman og Rafael van der Vaart med deres fælles barn Foto: RONNY HARTMANN
Vis mere

Det seneste halve år har Rafael van der Vaart dog ikke spillet en eneste Superliga-kamp for FC Midtjylland, og det er derfor nærmest utænkeligt, at van der Vaart forlænger sin kontrakt.

Men han behøver ikke stoppe sin karriere af den grund, lyder det til. For der er stadig kærlighed i luften hjemme i Holland.

PÅ VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE FCMs SPORTSCHEF, CLAUS STEINLEIN, FORKLARE; HVORFOR RAFAEL VAN DER VAART IKKE HAR VÆRET GOD NOK TIL KLUBBENS SUPERLIGA-HOLD