Det kom bag på de fleste og ikke mindst hovedpersonen selv, da Morten Olsen efter 3-1 sejren over Serbien valgte at kalde den unge Ajax-spiller Lucas Andersen til Rumænien.

Det var svært at undertrykke de brede smil for landsholdsspillerne, da de lørdag formiddag skulle igennem paskontrollen i Beograd for at flyve videre til Rumæniens hovedstad, Bukarest.

For i bagagen i den chartrede flyver var tre tiltrængte og vitale point efter fredagens 3-1 sejr over Serbien. Danmarks vej til EM i Frankrig 2016 ser pludselig ret enkel ud.

Landstræner Morten Olsen fortalte ved aftentræningen i Bukarest, at han havde sovet skønt, og det samme var meldingen fra resten af landsholdsspillerne. Der var dog et helt nyt ansigt i gruppen, som ikke havde været med før.

Den unge Ajax-komet Lucas Andersen blev udtaget, da Morten Olsen valgte at spare Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg og Pierre Emile-Højbjerg som alle havde småskavanker.

Lucas Andersen havde selv spillet med i U21 landsholdets 2-2 kamp i Tjekkiet, da meldingen om den første udtagelse til A-landsholdet kom.

- Det var Jess Thorup (U21 landstræner), der hev mig til side og fortalte mig, at jeg skulle med landsholdet til Rumænien. Jeg tror jeg var lidt rundt på gulvet, for jeg var lidt irriteret over præstationen mod Tjekkiet, og pludselig gik der en drengedrøm i opfyldelse, forklarede Lucas Andersen i aftes i Bukarest.

Den 20-årige kantspiller var for blot et år siden langt fra både Ajax-holdet og A-landsholdet. Han præsterede ikke i de kampe, han spillede, og der var endda snak om at leje ham tilbage til AaB.

I hollandsk presse gik flere aviser så langt som at kalde ham et sjældent dansk flop i klubben, og flere tvivlede på en fremtid for Lucas Andersen i den hollandske mesterklub.

Siden er Lucas Andersen kommet stærkt igen og har leveret på højt niveau blandt andet i to kampe mod FC Barcelona i Champions League i denne sæson.

- Jeg er virkelig glad for at stå her nu, for det har været en lang proces, hvor tingene ikke hele tiden har set så godt ud for mig. Men jeg har arbejdet hårdt for at komme tilbage, og i denne sæson har jeg virkelig følt tillid fra træneren, og at der har været længere snor til mig. Kampene mod Barcelona har været fantastiske, fordi jeg er blevet matchet mod de bedste i verden og følte selv, at det gik godt, sagde Lucas Andersen.

Landstræner Morten Olsen ville ikke garantere spilletid til Lucas Andersen mod Rumænien, men med Krohn-Dehli ude kan han måske få et indhop i løbet af kampen.

- Han er først og fremmest her for at lære, og for at vi kan lære ham at kende. Dengang vi havde et Ligalandshold, havde vi ham med allerede som 17-årig, da han spillede i AaB. Det er længe siden nu, og vi ser alle hans kampe. Han er inde i en rigtig god og stabil periode, og har den rigtige formkurve. Det er klart, at det er værd at se nærmere på ham, når vi nu har en mulighed som denne, sagde Morten Olsen.

Landstræneren har også udtaget FCNs midtbanespiller Anders Christiansen, som lørdag var på vej til Bukarest.