Brøndby fik muligheden for at kaste lidt aldrende stjernestøv over holdet, da navnene Milan Baros og Anton Ferdinand pludselig landede på bordet på vestegnen.

Det fortalte sportsdirektør i Brøndby, Per Rud, da han var gæst i fodboldmagasinet FodboldFM på Radio 24syv mandag aften.

- Det var da meget sjovt at se to så store navne lande på vores bord. Vi kiggede lidt på, hvor mange kampe de havde spillet på det seneste, men vi endte med ikke at gå den vej, sagde Per Rud.

32-årige Milan Baros var for et par år siden blandt Europas store angribere, da han spillede i Liverpool, og specielt på det tjekkiske landshold, hvor han har spillet 93 kampe og scoret 41 mål.

Anton Ferdinand er 28 år, og startede sin karriere imponerende i klubber som West Ham, Sunderland og Queens Park Rangers. De seneste år har han dog haft svært ved at leve op til sit efternavn. Han har således spillet i to forskellige klubber i Tyrkiet uden succes.

- Jeg kan ikke sige, at vi var endt med at få dem, men vi fik dem tilbudt, forklarede Per Rud, da selv fortalte om de to henvendelser fra fodboldagenter.