Muligheden for at spille i en storklub som Ajax var afgørende for, at Poulsen sagde nej til forlængelse med Evian.

Han var nede at se på forholdene i går, og siden er det gået meget stærkt. Christian Poulsen underskrev i dag en toårig kontrakt med Ajax med det forbehold, at han har stadig ikke har været igennem lægetjekket.
  
Det tjek bliver gennemført de næste par dage, og så kan han kalde sig Ajax-spiller.  

- Det er rigtigt spændende. Det er en historisk klub, der har et godt ry, og jeg glæder mig til at komme herned og spille for 50.000 tilskuere. Jeg var hernede i går for at snakke med træneren, og hele den atmosfære, der er i klubben, vidner om, at det er en storklub. Ajax er noget helt specielt rent historisk, og jeg glæder mig meget at prøve det, siger Poulsen til sporten.dk.

Som 32-årig bliver han den ældste i en trup med en gennemsnitsalder på 22,1 år. Og rollen bliver netop at tilføre Ajax-holdet rutine.  

- Træneren mener, at holdet er meget ungt, og efter de har vundet mesterskabet, er der spillere, der er blevet solgt, hvilket gør, at de vil have noget rutine ind igen. Ajax er kendt for at have et ungt hold, men problemet er, at dem, der er blevet solgt, er de mest erfarne på holdet, så de har manglet noget der, siger Poulsen, der glæder sig til at spille med de unge danskere i Ajax. 

- Jeg glæder mig meget til at spille med de unge danskere. De er jo alle på vej frem, og jeg glæder mig til at lære dem alle bedre at kende, siger han om Christan Eriksen, Nicolai Boilesen, Lasse Schöne og Victor Fischer.

Der har været en del tilbud, som Poulsen har skullet tygge på. Det sværeste for ham var dog at sige farvel til Evian, men muligheden for at vinde trofæer og at være i en storklub var for fristende. 
 
- Sidste sæson var jeg jo i en lille fransk oprykkerklub, og vi blev alligevel nummer ni. Det var en helt anden målsætning i forhold til en storklub som Ajax, hvor der er mulighed for trofæer. Det var sundt i Evian, at jeg kunne få stor indflydelse på et lille hold, det havde jeg brug for på det tidspunkt. Men det trækker helt klart i mig at komme til en klub, der kan vinde noget, og hvor hele setuppet er et storhold værdigt, siger han og fortsætter:
 
- Der har været en del interesse, men jeg har været meget kræsen. Jeg har set bort fra fjerne lande på andre kontinenter. Der har været noget fra Evian, og så har vi kigget mest mod Spanien.

På trods af at Ajax spiller samme system som landsholdet, vil Poulsen ikke ændre sin beslutning om at stoppe på landsholdet.

- Nej, jeg har stadig en god fornemmelse, at den beslutning var rigtig. landsholdet har en god fremtid også uden mig, siger han.