Esbjerg-træneren har været på 'rov' i sin gamle klub AGF. Kári Árnason skal nu tørne ud for vestjyderne.


Så er det ganske vist: Kari Arnason bekræfter overfor Århus Stiftstidende, at han det næste halve år er at finde i Esbjerg. AGF har valgt at leje ham ud.

- Jeg har et ønske om at spille fast, og det ønske så det ikke ud til, at jeg kunne få opfyldt i AGF. Jeg har haft en lang snak med Erik Rasmussen og Brian Steen Nielsen og kunne ligesom fornemme, at klubben ikke ønsker at satse på mig, men at der står andre spillere foran mig i køen. Og det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, lyder det fra en skuffet, men fattet islænding.

- Jeg er utrolig stolt af min egen præstation i AGF. Jeg har været med til at løfte klubben og holdet fra 1. division og tilbage til toppen af dansk fodbold. Jeg ville gerne have fortsat karrieren i AGF, men har også en alder, hvor jeg er nødt til at tænke på spilletid fremfor noget andet, siger Kari Arnason, der håber, at gøre det så godt i Esbjerg, at klubben vil gøre brug af den købsoption, der følger med lejeaftalen.

Kari Arnason har døjet med en knæskade i efteråret. I stedet er Jens Gjesing blomstret op på midtbanen og konkurrencen på den centrale midtbane i AGF er i det hele taget blevet skærpet.

Sportschef Brian Steen Nielsen:

- Vi har mange spillere om buddet til de to centrale midtbanepositioner. Unge spillere som Jens Gjesing og Kasper Povlsen har været igennem en rivende udvikling det seneste halve år og vist, at de har niveauet. Jerry Lucena er en nøglespiller på midten, Jakob Poulsen kan spille den centrale midtbane, Niels Kristensen er ligeledes et muligt emne, og endelig vil Benny Feilhaber også byde sig til, når han kommer tilbage. Alt i alt er konkurrencen blevet skærpet, og Kári har derfor fået den melding, at han ikke længere er selvskreven til en startplads. Da Esbjerg samtidig kom på banen med et godt tilbud, kunne både Kári og AGF se fordelene i en lejeaftale, siger Brian Steen Nielsen og tilføjer:

- Vi er meget tilfredse med den trup, vi har nu, men vi sonderer naturligvis markedet, og hvis der dukker noget spændende op i forhold til de positioner, hvor vi fremadrettet kan se en fordel i at styrke os, vil vi naturligvis se på tingene.

Kári Árnason kom til AGF i januar 2007 fra Djurgården IF, og han har i 54 kampe for klubben scoret tre gange. Árnasons kontrakt med AGF løber til sommeren 2010.