Det holdt hårdt, men klasseforskellen blev udtalt som kampen skred frem, da AGF sled lilleputterne fra Rishøj ned i en 3-0 sejr.

AGF slukkede lyset. Og taberne fra Rishøj vil sikkert have savnet de projektører, der blev dømt for lidt effektfulde til en pokalkamp efter oktobermørkets frembrud, så hjemmebanen i det sydsjællandske blev flyttet til Brønshøj og Tingbjerg Ground.

Selv så fremmedartet et sted på dét, jyder ynder at kalde »djævleøen«, var det som ventet århusianerne, der blev toneangivende. Selv om klasseforskellen aldrig blev nær så markant som da AGF i anden runde af pokalen eliminerede Kjellerup med hele 8-1.

Danmarksseriekollegerne fra Rishøj kæmpede hårdt for at holde Superliga-holdet stangen og det lykkedes ganske pænt i de første 45 minutter, hvor AGF aldrig kom tæt på et føringsmål og heller ikke testede den ellers lidet adrætte keeper Christian Emil Petersen nævneværdigt.

Rishøj var ganske vist sjældne gæster på AGFs banehalvdel og træner Morten Wieghorst havde da også signaleret seriøsitet ved at smide en række af stamspillerne i ilden, selv om opgaven var overkommelig.

Typisk for et pokalmøde med ret stor forskel på papiret, havde AGF visse problemer med at holde fokus og koncentration i den første time og det var 3-0 målscoreren Kim Aabech ikke sen til at indrømme.

»Vi var ikke gode nok til at bryde dem ned i første halvleg, men det var fuldt fortjent, men det er ikke en kamp, vi kan bruge til noget videre,« lød reaktionen fra kreatør Aabech, der heller ikke fik sat meget i scene.

Mest mindeværdige øjeblik kom, da kroatiske Dina Mikanovich åbnede ballet med et fornemt langskud i det fjerneste hjørne. Det skabte momentum hos AGF, der i det næste kvarters tid strammede sig an og for alvor forsøgte at »dræbe« kampen med mål nummer to.

Morten Nordstrand sørgede for 2-0 det med et kludeskud, der ikke gjorde Petersen meget ære og så kunne AGFerne så småt begynde at tænke på en hjemtur og nye udfordringer i Superligaen.

»Vi kan spille bedre end vi gjorde, det var ikke specielt overbevisende og ikke samme niveau som sidst, vi mødte et danmarksseriehold,« indrømmede AGF-træner Morten Wieghorst.

Med sejren over Rishøj er AGF dog blandt de sidste 16 i DBUs pokalturnering.