Så gik den ikke længere for Real Madrid. Efter en imponerende stime på 22 sejre i træk, tabte det stjernebesatte mandskab tirsdag aften 2-4 til AC Milan i en træningskamp i Dubai.

Og det var da også til at se, at kampen var uden betydning for begge mandskaber. Kampen var således præget af sløset forsvarsspil fra start til slut, hvilket altså også viste sig at blive udslagsgivende for kampens resultat.

Efter 24 minutters spil bragte Real Madrid-reserven Nacho sig selv i fokus, da han leverede en uheldig assist til Jeremy Menez, som kunne bringe Milan i front. Kort efter øgede Stephan El Shaaraway til 2-0, inden Cristiano Ronaldo bragte Real Madrid ind i kampen med sin scoring til 1-2.

Selvom Real Madrid sendte både Gareth Bale og Karim Benzema på banen til anden halvlegs start, var det italienerne, der fortsatte med at presse på, og bare tre minutter inde i halvlegen fordoblede El Shaaraway målscoringen med sin scoring til 3-1.

Milan var ikke færdige, og et kvarter før tid udnyttede Giampaolo Pazzini, at Real Madrid-forsvaret endnu engang tog sig en skraber, og så stod den pludselig 4-1. Derfor blev det ikke til andet end et trøstemål, da Karim Benzema med seks minutter igen udnyttede et straffespark og sørgede for slutresultatet, 4-2.