Martin Braithwaite og holdkammeraterne i FC Barcelona må for anden gang i år finde sig i at skulle gå ned i løn.
Det skriver spanske Marca.
Barcelona annoncerede tidligere i denne uge, at coronakrisen er skyld i, at klubben kommer ud af det seneste regsnkabsår med et underskud på 97 mio. euro – svarende til cirka 722 mio. kr.
Før coronapandemiens indtog havde Barcelona budgetteret med et overskud på 11 mio. euro – knap 85 mio. kroner – men nu ser storklubben altså ind i en noget mere dyster økonomisk virkelighed.
Ledelsen forsøgte allerede at agere i foråret, da man blev enige med spillerne om en lønnedgang på 70 procent. Det skete både for at pynte på bundlinjen, men også for at redde en lang række job i klubben.
Men den redningsplan har altså ikke hjulpet tilstrækkeligt, og derfor må Braithwaite, Messi og de øvrige Barca-stjerner nu ned i løn igen ifølge Marca.
Det spanske medie beretter, at spillerne er blevet bedt om at finde en repræsentant, som kan sidde med ved bordet, når lønreduktionen skal forhandles på plads.
Samtidig skriver Marca, at en lønnedgang kan betyde, at spillerne får mulighed for at ophæve deres kontrakt med Barcelona og finde en ny klub. Sådan lyder det det i hvert fald fra flere 'juridiske kilder', som Marca har været i kontakt med.
Det kan åbne for yderligere spekulationer om, at Lionel Messi – der forsøgte at forlade klubben i sommer – snart kan være fortid i Barcelona.