Det blev et nej tak til en frivillig midlertidig lønnedgang fra Lionel Messi og hans holdkammerater til arbejdsgiveren FC Barcelona.

Men superstjernerne slipper ikke for at gå ned i løn af den grund. For selvom forhandlinger mellem klubben og spillerne torsdag strandede uden en afgørelse, har Barcelona nu valgt at tage loven i brug.

Barcelona forsøgte ifølge flere spanske medier at få de løntunge fodboldspillere fra klubbens førstehold til at gå først 70 procent ned i løn og derefter 50 procent, mens corona-krisen tvinger fodbolden i forårs-hi, men sådan en aftale kunne ikke opnås.

Derfor har Barcelona nu selv officielt meldt ud, at de ønsker at bruge den spanske hjælpepakke kaldet ERTE.

Martin Braithwaite med Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu.
Martin Braithwaite med Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu. Foto: Andreu Dalmau
Vis mere

»Med dette scenario hængende over os har bestyrelsen besluttet at implementere en række foranstaltninger for at afbøde effekterne og reducere de økonomiske effekter af denne krise,« skriver Barcelona i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside og fortæller videre.

»Det er i bund og grund en reducering af arbejdsdagen som følge af omstændighederne og de beskyttelsesforanstaltninger, der bliver taget. Og som en konsekvens sker der en proportionel reducering af lønnen i de respektive kontrakter.«

Med loven i hånden kan Barcelona tvinge spillerne - og resten af de ansatte i klubben - til at gå 30 procent ned i løn, så de beholder 70 procent af deres indkomst, så længe corona-krisen står på, og der ikke må spilles fodbold.

Dermed slipper Lionel Messi og co. altså også noget billigere, end de oprindelige forhandlinger med klubben angiveligt lagde op til.

Foto: LLUIS GENE
Vis mere

Ingen ved endnu, hvor længe coronavirussen vil holde blandt andet Spanien i lockdown, men med ERTE i hånden kan Barcelona spare 30 procent af lønudgifterne i de første 180 dage.

Skulle nedlukningen vare længere end det, vil lønnen falde til 50 procent.

Spanien er et af de hårdest ramte lande af coronavirussen, og landet har indført udgangsforbud for at få inddæmmet smitten.

Det betyder, at indbyggere i Barcelona og resten af Spanien kun må forlade deres hjem, hvis de skal handle eller har dokumenter, der beviser, at de har et vigtigt sted at være.