Vi kender ham fra trænerbænken, hvor han over årene har vundet et væld af pokaler.

Men nu er portugisiske José Mourinho – der i øvrigt stadig er aktiv i fodboldverden som træner for tyrkiske Fenerbache – klar til at kaste sig ud i noget helt nyt.

På Instagram har han således netop lanceret sit eget vinmærke, der er opkaldt efter det navn, han gav sig selv, da han i sin tid blev præsenteret som træner for Chelsea: 'The Special One' (den særlige, red.).

»Finaler, jeg har vundet dem. Ligaer, jeg har erobret dem (...) Det jeg har opnået, min succes og mit arbejde taler for sig selv. Det her er 'The Special One',« siger han og holder vinflasken op.

I beskrivelsen uddyber han, at vinen kommer fra en af hans favoritregioner i Portugal.

»Uanset om du fejrer en sejr eller tilbringer tid med mennesker, du holder af, er denne vin beregnet til at blive delt med helt særligt personer,« skriver han videre.

José Mourinho slog for alvor sit navn fast, da han på sensationel vis vandt Champions League med Porto i 2004. 

Siden har han været vidt omkring med ophold i Chelsea, Inter, Real Madrid, Manchester United, Tottenham og Roma, hvor der blevet til flere liga- og europæiske titler. Heriblandt en Champions League-sejr med Inter.