Lyt til artiklen

Forældrene til niårige Emil, der står på mål for Tommerup BK på Fyn, forstår godt, at der bliver hævet øjenbryn, når man læser på klubbens hjemmeside om et træningsophold i England til drengen.

Men faderen, Carsten Arentoft Andersen, ønsker at understrege, at alt er foregået på helt frivillig basis.

- Det er ikke sådan, at vi blev formelt inviteret og vist rundt på klubbernes træningsanlæg. Vi har en god engelsk kontakt, som spurgte om vi ville være interesseret i at give Emil sådan en oplevelse, og det så vi ikke nogen problemer i, så længe tingene blev gjort på vores præmisser og i trygge rammer. Hele turen var også selvfinansieret, forklarer faderen til den talentfulde unge spiller.

Han forklarer, at hans niårige søn ikke er vendt hjem til Danmark med forventninger om en udlandskontrakt inden for få år.

- Formålet med turen var at give Emil en anerkendelse af det store engagement, han viser for fodbold. Vi gav Emil en god oplevelse, og det er bare en mulighed, ikke mange andre danske drenge får. Emil har slet ikke tænkt i de baner, at han nu skal være professionel eller noget. Det har han slet ikke haft problemer med at forholde sig til, siger Carsten Arentoft Andersen.

Den nærmeste storklub i Danmark er OB, men der er heller ingen planer om at sende Emil dertil trods det åbenlyse talent.

- Emil har det godt, hvor han er. Det er stadig små børn, og fodbold skal være sjovt. Hvis han er god nok til OB på sigt, må vi kigge på det. Status på turen til England var, at han fik en sjov og god fodboldoplevelse. Og mere var der ikke i det, siger faderen.