Smilet og latteren sagde alt, da Christian Eriksen fik munden på gled og satte ord på sin holdkammerat Rasmus Højlund.
Angriberen er nok den på hele jordkloden, der tilbringer mest tid med Eriksen, og de to har skabt et helt særligt bånd. Så meget, at 'Far-Eriksen' nu har haft en finger med i spillet til at hyre 'sønnike,' Rasmus Højlund.
Lige den del kommer vi tilbage til. Først lidt om det særlige 'Far-søn-forhold.'
»I udenlandske klubber får man et lidt tættere forhold til de danske eller skandinaviske spillere. Man snakker meget mere i klubberne. Mig og 'Ralles' forhold er rigtig fint. Vi ser også hinanden lidt uden for engang imellem og får snakket lidt om livet,« lyder det fra Christian Eriksen, da B.T. spørger ham ind til spillernes venskab.
I mægtige Manchester United har de to stjerner fået sat mange prædikater på sig, men særligt et går igen.
Er det venner på lige fod, er det et storebror-lillebror-forhold eller hvordan er dynamikken i jeres venskab?
»Jeg ved i hvert fald, at det på klubben er et 'far-og-søn-forhold'. Men sådan ser vi det ikke personligt, vi joker med, at det bliver sagt,« sagde Christian Eriksen, der ikke kunne holde grinet tilbage.
»Jeg tror, at det er lidt blandet fra dag til dag, hvordan det bliver set.«
Men ud over at være far og søn, venner, holdkammerater på landshold og i Manchester United kan de to nu skrive endnu en titel på deres cv: kollegaer hos en energidrikgigant.
For nyligt annoncerede danske State, at Rasmus Højlund er blevet ny investor side om side med Caroline Wozniacki og... Christian Eriksen.
»Det var faktisk ham selv, der kom med det. Han har selv drukket det, fra da han var yngre, så den vej igennem begyndte han selv at komme ind med det og foreslå det,« siger Christian Eriksen om den nye medinvestor – men erkender, at han havde en finger med i spillet.
»Han havde en samtale med dem, der står for State for at høre, hvor de stod henne, og så passede det. Det er fedt,« lyder det fra stjernen, der allerede har lovet – og stukket lidt til Højlund i forbindelse med samarbejdet.
»Som jeg har sagt til ham, så må han gerne overtage og være ansigtet på flaskerne om nogle år.«