Hvem løber med det spanske ligaguld: FC Barcelona, Atlético Madrid eller Real Madrid?

Spørgsmålet er mere interessant end nogensinde. Mesterskabskampen spidser for alvor til med kun fire runder tilbage i Primera Division, og guldet lander hos én af de tre storklubber.

BT har talt med et par eksperter, og her lyder det enstemmigt: FC Barcelona vinder mesterskabet.

Fodboldreporter for TV3 Sport Luna Christofi hælder til FC Barcelona, men hun tager et stort forbehold.

»Hvis du tvinger mig til at udråbe en mester, så bliver det FC Barcelona. Men det er med meget store forbehold. Der er mange, der vil være uenige med mig, men jeg tror, Barcelona kan sætte point til mod Sporting Gijon,« siger hun med tanke på lørdagens kamp mellem de to hold.

»Man ville til hver en tid sige, at Barcelona skal slå Sporting Gijon, og det gør de også altid - stort. Der er bare den hage ved kampen, at Sporting kan rykke ned. Den værste modstander, du overhovedet kan komme ud i, er hold, der ligger i nedrykningsfare.«

Luna Christofi ser helst kun én runde frem ad gangen, da mange faktorer kan spille ind. Hun påpeger, at Barcelona vil have en stor fordel ved, at holdet ikke skal spille semifinaler i Champions League ligesom guld-konkurrenterne i La Liga.

FC Barcelona møder lørdag et hold, der kæmper for overlevelse, og det er sådan kampe, der kommer til at afgøre mesterskabet, lyder det.

»Jeg tror, at det, der kommer til at afgøre mesterskabskampen i Spanien, mest er, når de store hold skal møde hold i nedrykningsfare. Man har set nedrykningshold få vinger i den sidste fase for overlevelse. Det har man set i alle ligaer i hele fodboldhistorien,« siger Luna Christofi, der samtidig tror, at både Atlético Madrid og Real Madrid vinder lørdagens kampe mod henholdsvis Malaga og Rayo Vallecano.

Atlético Madrid taber kampen om det spanske guld til FC Barcelona, vurderer eksperter.
Atlético Madrid taber kampen om det spanske guld til FC Barcelona, vurderer eksperter. Foto: BALLESTEROS
Vis mere

Den tidligere assistent for Michael Laudrup i Mallorca, Erik Larsen, tror også på FC Barcelona som kommende spansk guldvinder.

»Jeg ville satse på Barcelona. Hvis de smider ligaen, så får de høvl. De havde et forspring på 12 point, og de skal ikke koncentrere sig om Champions League. Man skal vinde titler i Barcelona, og da de ikke kan vinde Champions League, så er de tvunget til at vinde La Liga. De vil være mere friske til kampene i La Liga. Men der kan ske mange ting,« siger han til BT.

Om de andre to hold i guldjagten siger han:

Real Madrid: »Deres fordel er, at de ud af ingenting er tilbage i kampen om mesterskabet. Men de er stadig med i Champions League, og det hele kommer an på de næste resultater. Det er ikke for sjov, når man siger, at det er i april og maj, man skal toppe. Det er der, det hele bliver afgjort,« siger Erik Larsen.

Atlético Madrid: »Deres store styrke er, at de ikke lukker ret mange mål ind. De er svære at spille mod og er tro mod deres spillestil. Det er hårdt arbejde, og det handler først og fremmest om ikke at lukke mål ind,« siger Erik Larsen.

Erik Larsen mener, at FC Barcelona har det bedste tilbageværende program. Der resterer som nævnt fire runder i La Liga, og holdenes næste opgaver er denne lørdag. Erik Larsen vurderer topholdenes lørdagskampe:

FC Barcelona-Sporting Gijon: »Barcelona vinder 100 procent over Sporting, ellers forstår jeg ingenting. Det er rigtigt nok, at de kæmper om at undgå nedrykning, men der er bare stor forskel på holdene, og Barcelona skal vinde resten af kampene, hvis de vi vil være mestre. Sporting får rigtig svært ved at få fat i bolden,« siger han.

Atlético Madrid-Malaga: »Malaga er gode til at forsvare sig. De er sikret, så de vil forsvare sig. Det bekommer ikke Atlético så vel at skabe kampen, og det kommer de til mod Malaga.«

Rayo Vallecano-Real Madrid: »Real Madrid skal vinde den kamp – også selv om det er på udebane. Rayo er uforudsigelig, men spiller for spiller, så bør Real Madrid vinde kampen – også selv om Ronaldo ikke er med.«