Philippe Coutinho er tilbage i Premier League fire år efter han sidst var der.

Han er nemlig blevet lejet ud fra mægtige FC Barcelona til Birmingham-klubben Aston Villa, der trænes af hans tidligere holdkammerat Steven Gerrard. De to spillede sammen i Liverpool fra 2013 til 2015.

Selvom Coutinho har været i Barcelona i godt og vel fire år, har opholdet i den spanske storklub aldrig været nogen udpræget succes for Coutinho, som i 2019 blev udlejet til Bayern München.

Det til trods for at skiftet ellers blev udråbt til at være et fantastisk skifte fra flere eksperter.

Men faktisk havde en ekspert forudset, at Coutinhos tid i Barca ikke vil blive den udprægede succes.

Nemlig danske Jan Mølby, der tidligere spillede for Liverpool og i dag er ekspert for TV3 Sport.

Det fortæller en anden ekspert på kanalen Luna Christofi til B.T.

»Jeg husker meget tydeligt, at jeg sad med Jan Mølby på Anfield lige inden han skiftede til Barcelona, hvor jeg sagde til ham 'sikke et tab for Liverpool. Den bliver hård for dem'. Her svarede han 'Jeg tror ikke, det bliver det store problem. Han er en spiller, der kan erstattes'.«

Jan Mølby.
Jan Mølby. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Samtalen husker Luna Christofi tydeligt, da det kom bag på hende, hvilken holdning Mølby havde.

»Det viste sig jo at være helt rigtigt. Han var en spiller, der kunne erstattes, og når man er det, så er man nok heller ikke denne unikke frelser, som Barcelona jo betalte for.«

»Så summa summarum er jo bare, at han ikke er den fantastiske fodboldspiller, som Barcelona købte og betalte alt for meget for i 2017.«

Barcelona betalte i sin tid næsten en halvanden milliard kroner for den tekniske brasilianer.

Det er samlet blevet til 96 kampe i den stribede trøje.