»Der har været mange gode ting. Det har været svært at forstå det hele. Men det har været udelukkende positivt og dejligt.«

Hvis Kasper Dolberg er lidt rundt på gulvet, efter at han er ankommet til landsholdslejren med et par dages forsinkelse, ifølge aftale med landstræneren, så er det forståeligt.

Det har efter nogle dage ud over det sædvanlige for landsholdsangriberen. Et døgn efter hans kæreste, Lærke, fødte tvillinger – på Dolbergs 26 års fødselsdag – blev han hyldet som målscorer for sin klub Anderlecht, efter at være kørt direkte til kamp fra fødegangen.

I dag sidder den nybagte tvillingefar til to piger så i landsholdslejren i Helsingør, og fortæller om en af de vildeste uger i sit liv – rolig og velovervejet i sine svar på journalisternes spørgsmål, som vi kender den blonde angriber med den kølige mine på banen og foran mål.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er dejligt at være blevet far. Familien har det godt. Vi har fået to piger. De har ikke fået navn endnu,« fortæller Dolberg om de nye liv i hans nye liv som far. 

Og nu skal den nye rolle kombineres med at være feteret fodboldstjerne. I den kommende uge gælder det Danmarks EM-kvalifikationskampe mod Kasakhstan og San Marino og forberedelserne her til.

Derfor må de nyfødte tvillinger og kæresten klare sig uden farmand i nogle dage.

»Det er o.k. at være her. De har det godt. Lærke havde det godt, da jeg tog af sted. Det plejer at være nemmere at tage afsted. Men vi var enige om, at det var det rigtige at gøre. Det er ikke noget, jeg har dårlig samvittighed over,« siger Dolberg:

»Jeg snakker med Lærke hele tiden, Facetimer og snakker om, hvad der nu er. De laver ikke så meget (babyerne, red.). Men jeg har da lige nået at skifte ble et par gange.«