Løverne skal på ulvejagt i foråret og har 16 kampe til at hente et forspring på otte point - men det kan stadig ske

FC Midtjylland sluttede deres bedste efterårssæson af med at tabe 0-3 i pokalturneringen til Esbjerg og 0-3 til guldrivalerne FCK i søndagens topbrag i Telia Parken.

Foråret indledes stadig 22. februar hjemme mod OB med et forspring på otte point ned til FCK. Aldrig tidligere er så stort et forspring blevet hentet efter 17 runder, og alt peger derfor stadig på FCM som kommende guldvindere.

Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan ske, at FCK kommer fra baghjul og skriver Superliga-historie. Her peger bt.dk på fire grunde til, at FCK kan gøre det umulige.

1) Ståle Solbakken

Presset har aldrig været større på Solbakken i FCK. Som manager har han hele det sportslige ansvar, og derfor falder det hele tilbage på ham, når der er modvind på banen. Der har været adskillige dårlige præstationer fra FCK i efteråret, og holdet har blot scoret 19 mål i 17 kampe mod FCMs 34. Men Solbakken kender mekanismerne, der skaber et vinderhold, og han har erfaringen og kynismen, der skal bruges, når tingene spidser til. Det havde FCM ikke i sidste sæson, da de både smed guld og sølv til sidst.

2) Det største budget

FC Midtjyllands britiske ejer Matthew Benham og bestyrelsesformand Rasmus Ankersen har varslet forstærkninger i vinterpausen, samtidig med FCM givetvis laver længere aftaler med lejespillerne Marco Ureña og Kristoffer Olsson. Men det er intet i sammenligning til FCKs sportslige budget, hvor Solbakken igen vil få det økonomiske råderum til at forstærke truppen. På toppen af ønskelisten står en dygtig hurtig angriber med kvalitet.

3) Det psykiske overtag

Efter et hektisk efterår er der brug for vinterferie for FCM-spillerne. Men når februar melder sig, så vil efterårets sidste kamp stadig befinde sig i underbevidstheden. Dummer man sig mod OB, samtidig med FCK får en forventlig sejr hjemme mod FCV vil forspringet være nede på fem point. Kuriøst er det i øvrigt, at FCM indledte sidste forår med at tabe til OB, og de sluttede med et nederlag til Sønderjyske. I sidste spillerunde i denne sæson møder FCM, ja godt gættet, Sønderjyske.

4) Tilbage på sporet

FCK mistede en del point i begyndelsen af sæsonen med nederlag til Hobro, FCM og AaB. Men man har ikke tabt siden 1-0 nederlaget til AaB i september, og er ubesejrede i de seneste ti Superliga-kampe. Det er som om, at Ståle Solbakken har fået spillet holdet mere solidt sammen. Stephan Andersen er solid defensivt, Mathias Zanka leverer varen igen, Thomas Delaney er tilbage på niveau og Nicolai Jørgensen er i topform. Der er grund til at tro, at FCK fortsætter stimen i det intense forår.