»Trist på danskhedens og det danske fællesskabs vegne.«

Sådan lyder ordene fra DBU, efter YouSee har valgt at fjerne Discoverys kanaler og dermed det danske fodboldlandshold fra de faste tv-pakker.

»Det er et spørgsmål om måden og prisen. Det er også derfor, vi melder klart ud til YouSee, at vi synes, det er en rigtig ærgerlig beslutning. Jeg er med på, jeg ikke kan blande mig i, hvordan private virksomheder driver sig selv. Men jeg kan sige, at det på danskheden og det danske fællesskabs vegne er rigtig, rigtig trist, at man går ind og gør det dyrere og mere besværligt at komme til at se landsholdsfodbold.«

»Det synes jeg er rigtig ærgerligt, og jeg har en klar opfordring til YouSee om at genoverveje, om det er en klog og rigtig beslutning,« siger DBUs konstituerede direktør, Kenneth Reeh, til B.T.

 (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

YouSee, der med 1,2 millioner kunder er Danmarks største tv-distributør, skubber fra nytår Discoverys kanaler ud af de faste pakker.

Det resulterer i, at Discovery, der står blandt andet står bag Kanal 4, Kanal 5, Kanal 6, Canal 9 og Eurosport-kanalerne, nu trækker deres kanaler helt fra YouSees univers.

Netop Discovery har rettighederne til det danske landsholds kampe. Det får DBU til at ryste med sablen.

»Vi bakker rigtig meget op om vores samarbejdspartner Discovery i den her sag. Både fordi vi har et godt samarbejde med Discovery, og fordi vi har en interesse i, at så mange som muligt så let som muligt kan se vores landshold spille til en rimelig penge,« siger Kenneth Reeh.

Han understreger, at Discoverys forsvinden fra YouSees pakker ikke går ud over den såkaldte 'penetrationsgrad', som fortæller hvor mange seere, der kan se en tv-kanal. Netop 'penetrationsgraden' er et afgørende parameter, når det fra politisk hold skal afgøres, hvilke kanaler der kan erhverve sig en rettighed som eksempelvis landsholdet.

Men I gik vel efter pengene ved at sælge landsholdsrettighederne til Discovery i stedet for eksempelvis DR eller TV2. Kunne I ikke have forudset, at det her kunne ske?

»Vi har haft en klar forventning og tro på, at Discovery ville have en god penetration. Og det har de også i dag. Det er et spørgsmål om måden og prisen på det. Der var et tidspunkt, hvor penetrationen var så lav, at der reelt kun var DR og TV2, hvis vi ikke skulle komme under et markant politisk pres. Det har vi ikke oplevet siden, fordi penetrationsgraden nu er oppe i, hvad vi allesammen betragter som en tilfredsstillende størrelse.«

»Vi har selvfølgelig en ambition om, at så mange som muligt skal se vores landshold, men det kan de også på de kanaler. Og det kan de stadigvæk til næste år. Vi synes bare, det er en ærgerlig beslutning, at YouSee går ind og trækker tæppet væk under Discovery og gør det svært for rigtig mange fans.«

»Jeg kan godt forstå, der er fans, som er sure og skuffede over det her. Det er også derfor, vi måske går lidt bombastisk ud og siger, at vi ikke synes, det er en god beslutning, der er truffet her,« forklarer Reeh.

DBU har en aftale med Discovery frem til 2022. Indtil da kommer unionen ikke til at genoverveje samarbejdet med medievirksomheden, som også har andre sportsrettigheder i porteføljen.

Én af dem er Superligaen, der helt frem til 2024 vises på Discoverys kanaler.

YouSee vil fortsat have Superliga-fodbold på programmet via NENT, der ejer TV3-kanalerne. Men YouSees kunder kan også se frem til at miste kampe med FC København, Brøndby og alle de andre, når Discovery forsvinder. Det er dog ikke noget, der medfører søvnløse nætter hos Divisionsforeningen, der er organisationen bag Superligaen.

»Discovery er et mediehus med en styrke, der gør, at de nok skal få leveret 3F Superliga ud til danske fodboldfans. Det er jeg sådan set ikke i tvivl om. Superligaen skal nok blive leveret på relevante platforme med et en tilstrækkelig rækkevidde. Den side er vi ikke i udgangspunktet bekymret for,« siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

»Jeg kunne være mere bekymret for YouSee uden 3F Superliga end den anden vej rundt. Jeg ved ikke, om ikke YouSee satser lidt rigeligt ved at jage folk over på nogle andre platforme, hvis det ender, hvor det er på vej hen. Men det skal jeg ikke blande mig i,« fortsætter Thomsen.

Siden 'tv-krigen' mellem YouSee og Discovery brød ud i lys lue tidligere på ugen, har Discovery blandt andet indrykket annoncer i landets aviser og på egne kanaler.

Her har de henvist kunderne til andre tv-distributører end YouSee.