Hvad er sandsynligheden for, at en spiller, der ikke er god nok til Superligaen, kan slå igennem i Premier League?

Spørgsmålet er retorisk. Sandsynligheden burde faktisk slet ikke være til stede. Alligevel løber der lige nu hele to ukendte danskere rundt og spiller mod Cristiano Ronaldo og alle de andre i verdens stærkeste fodboldliga. Efter at de ikke slog til i Superligaen.

Det er mig en glæde at præsentere to unge mænd, der har gjort al skepsis til skamme: Mads Roerslev fra Brentford FC. Og Jacob Lungi Sørensen fra Norwich City. Der er bemærkelsesværdig mange ligheder mellem de kringlede karriereforløb, der har ført dem begge frem til den største fodboldscene i verden.

For det første var de ikke store navne, da de forlod dansk fodbold. For det andet skiftede de til en klub i The Championship, altså den næstbedste engelske række. Og for det tredje blev de hentet ind som det, englænderne kalder for squad players. Som reserver, der skulle stå klar, hvis der tilstødte de etablerede spillere noget.

Mads Roerslev kom til England i sommeren 2019. Han er uddannet i FC København, og selvom han er den spiller i klubbens historie, der har lagt op til flest mål i en enkelt Europa Cup-kamp (fire!), så slog han aldrig igennem. Det blev blot til fem kampe i Superligaen.

Men hvad værre var: I Vendsyssel kunne de heller ikke bruge ham. Her fik Roerslev kun ganske få kampe efter at være blevet udlejet fra FCK. Jeg var selv en af dem, der undrede mig over, hvad Brentford ville med sådan en spiller.

Mads Roerslev startede da også på Brentfords B-hold, men han har stille og roligt arbejdet sig op i graderne. I sin første sæson fik han spilletid i 14 kampe, i den næste kom han op på 22, og i skrivende stund har han været på banen for Brentford ti gange i efteråret 2021. De syv af kampene har været i Premier League. Roerslev har ikke brændt banen af for Brentford, men han har leveret en række solide og omhyggelige præstationer på højre wingback.

Det er lidt af en tilsnigelse at sige, at Jacob Lungi Sørensen ikke havde klasse til Superligaen, for han var fast mand for Esbjerg fB i sæsonerne 2018/19 og 2019/20 og er oppe på 76 kampe i Superligaen for den vestjyske klub. Så har man på en måde bevist sig. Jacob Lungi spillede også en flot sæson, da Esbjerg fB sensationelt vandt bronze i 2018/19.

Mads Roerslev (th.) i aktion for Brentford FC
Mads Roerslev (th.) i aktion for Brentford FC Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Til gengæld var han ikke ret god den følgende sæson, hvor Esbjerg fB røg ud med et brag. Javel, det var en svær opgave at løfte Esbjergs elendige hold, men det lykkedes i hvert fald heller ikke. Hverken for Jacob Lungi eller for nogen af hans holdkammerater. Derfor faldt det jo også tilbage på ham, at Esbjerg fB ikke havde klasse til Superligaen.

Nå, men det er også lige meget. Det kan sagtens være, at Jacob Lungi kunne have fået kontrakt med en Superliga-klub efter nedrykningen. Men at han i sommeren 2020 blev hentet af så relativt stor en engelsk klub som Norwich, var nu en overraskelse. Jeg kan sige præcis det samme som i tilfældet Roerslev: Jeg undrede mig over, hvad Norwich ville med sådan en spiller.

Jacob Lungi Sørensen har ligesom Mads Roerslev måttet væbne sig med tålmodighed, for der var mange centrale midtbanespillere i køen foran ham. Til gengæld var han frisk, da han med få minutters varsel fik chancen som venstre back. Det skete for et år siden i en kamp i The Championship mod netop Brentford.

Herefter spillede han en lang periode på den uvante plads, inden han igen røg ud i periferien. I denne sæson har danskeren også måttet vente tålmodigt på sin chance. Men pludselig er den opstået, og her i december er han blevet bragt i spil tre gange. Mod Tottenham spillede han ni minutter, mod Manchester United 69 minutter og mod Aston Villa hele kampen. Ligesom Roerslev har han gjort en god figur uden at falde igennem.

Jeg elsker at se disse to upåagtede danskere være i stand til at begå sig på den største scene. For det stod ingen steder skrevet, at de skulle nå Premier League. Og at det er lykkedes, bør de være pavestolte over. For det skyldes, at de hele tiden har bevaret deres fokus.

De har udmærket vidst, at det krævede nogle skader i truppen, for at de skulle få spilletid, og det har de tålmodigt ventet på. Og da chancen kom, greb de den med en beundringsværdig parathed og professionalisme.