Et tidligt rødt kort er sjældent befordrende for en fodboldkamps underholdningsværdi. Men heldigvis er der undtagelser.

Forleden aften kommenterede jeg Liverpool-Arsenal i den første af to Carabao Cup-semifinaler. Det var min sidste opgave efter mere end 20 år som kommentator på Discovery+, så jeg havde håbet på en god kamp sammen med min mangeårige makker Peter Piil. Inden mit skifte til TV 2.

Nå, det var en lidt ærgerlig kamp at slutte med, sagde en anden af mine kolleger efter det målløse opgør. Men sådan havde jeg det slet ikke. For 0-0-kampen på Anfield var enormt interessant, selvom der ikke kom mål og heller ikke var mange spektakulære afslutninger.

Dels var det elementært spændende at se, om Arsenals ti heroisk fightende spillere kunne holde stand. Dels var der tale om en lærerig, taktisk affære. Arsenal leverede nemlig det, man i fagsproget kalder for en defensiv masterclass.

Arsenals Granit Xhaka får det røde kort af dommer Michael Oliver
Arsenals Granit Xhaka får det røde kort af dommer Michael Oliver Foto: CRAIG BROUGH
Vis mere

Fakta var, at Arsenals midtbanespiller Granit Xhaka blev udvist efter blot 25 minutters spil. Det var prekært nok i alle tilfælde, men blev ekstra pikant, fordi Arsenal ikke havde nogen brugbare midtbanespillere siddende på bænken.

Holdet var som så mange andre ramt af covid-19, skader og spillere, der var til Africa Cup of Nations. Derfor måtte manager Mikel Arteta ændre den 4-2-3-1-formation, han har benyttet på det seneste.

I stedet indskiftede han centerbacken Rob Holding og spillede videre i det, der bedst kan beskrives om et 5-3-1-system. Arsenals fordel var, at de ikke skulle forcere. 0-0 ville være et godt resultat inden returkampen på torsdag.

Men det var stadig noget af en opgave på en af engelsk fodbolds mest frygtede udebaner mod så stærkt et hold som Liverpool. Da de to hold spillede 11 mod 11 på samme bane for to en halv måned siden, tabte Arsenal med 4-0!

Man kan ikke sige andet end, at opgaven blev løst til fulde af det sammenflikkede mandskab, hvis midtbane bestod af den uprøvede Sambi Lokonga og de normale kantspillere Bukayo Saka og Gabriel Martinelli. Stille og roligt fik Arsenal trukket tempoet ud af Liverpools spil, vel at mærke uden at blive overdrevent destruktive.

Arsenal begik nærmest ingen frispark og trak heller ikke tiden unødigt. Bevares, de udnyttede de åndehuller, det gav ved indkast og målspark, men alt foregik inden for rammerne.

Det var intelligent, med overskud og overblik. Det var et studie i teamwork med et stadigt voksende ejerskab over for den uvante opgave. Ja, man fik nærmest indtryk af, at Arsenals spillere begyndte at synes, at det var helt sjovt at være i undertal. De tog tydeligvis udfordringen op.

Jeg husker en Superliga-kamp for et par år siden mellem AGF og FC Midtjylland, hvor FCM fik en spiller udvist efter en times spil. Med en føring på 2-1. Ti minutter senere røg den næste Midtjylland-spiller ud, hvorefter en af de erfarne forsvarsspillere råbte til resten: Kom så gutter. Nu bliver det rigtig sjovt. Det har nok været Erik Sviatchenko.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

Jeg har selv prøvet en situation som den, Arsenal var i forleden, og der er ingen tvivl om, at den mentale fordel hurtigt kan komme til at ligge hos det forsvarende hold. Hvis det vel at mærke lykkes at holde modstanderen væk i det første kaos, der følger de nødvendige rokader.

Som tiden gik på Anfield, blev det da også åbenlyst, at Liverpool var det frustrerede hold. Mens den kollektive spirit hos Arsenals ti spillere blev stærkere minut for minut. Først til allersidst fik Liverpool spillet sig frem til en kæmpechance; indtil da var Arsenal faktisk tættest ved at score, da Bukayo Saka slap alene igennem.

At se et hold lykkes med en sådan defensiv præstation er en oplevelse i sig selv. For den slags kan man faktisk ikke opleve i nogen af de andre store sportsgrene. Her må man typisk sende en ny spiller på banen, når der er en spiller, der bliver udvist. Præmisserne ændrer sig derfor ikke lige så grundlæggende som i fodbold. Arsenal måtte spille i undertal i hele 65 minutter. Det er længe.

Apropos FC Midtjylland, så leverede Superligaens tophold en tilsvarende præstation i udekampen mod FC København i efteråret. Her blev Evander udvist efter en lille halv times spil ved stillingen 0-0. FCM lavede en minidokumentar om kampen, hvor det er tydeligt for enhver, hvor optændte spillerne er, da de kommer ind til pausen.

Med det rygstød, det har givet dem, at der fortsat står 0-0. Det sidste, som træner Bo Henriksen skreg til sine spillere, inden de gik ud til 2. halvleg, var dette: How are they gonna score against us? Husk, der er mange udlændinge på Midtjyllands hold.

Det lykkedes heller ikke for FCK at nedbryde FCM-defensiven. Bo Henriksens tropper forsvarede sig dygtigt, og kort efter pausen scorede FCMs brasilianske angriber Junior Brumado ovenikøbet kampens eneste mål.

Størstedelen af tilskuerne i Parken gik naturligvis skuffede hjem, men set fra et taktisk synspunkt var det en fantastisk kamp. Det samme var tilfældet med Liverpool-Arsenal.

En af fodboldspillets værste klicheer er, at »det er lettere at spille med 10 mand end 11«. Det er det værste vås. Det er et kolossalt handicap. Og en kunst, når det lykkes.