Jeg har mødt Muren.
Normalt forbindes den slags ikke med noget positivt, men den mur, jeg mødte i tirsdags, var formidabel. Det var nemlig Den Røde Mur, stemningstribunen i Parken, som har forvandlet Danmarks landskampe til et inferno af god energi.
Jamen, har det ikke altid været sådan? Nej, og atter nej. Fortællingen om den enestående atmosfære ved Danmarks landskampe har været en myte. En sejlivet en af slagsen. Men ikke desto mindre: En myte.
Tro mig; jeg har set rigtig meget fodbold, både i Parken og i det meste af verden, og stemningen ved Danmarks hjemmekampe har ikke været noget særligt i de seneste 25 år. Men det er den nu.
Jeg var på plads som almindelig fan til hjemmekampene her i efteråret mod Skotland og Østrig. I begge tilfælde havde jeg plads på langsiden helt tæt ved Den Røde Mur bag målet længst væk fra spillerindgangen.
I det ene tilfælde havde jeg min ældste datter og hendes kæreste med. I det andet tilfælde min yngste datter og hendes kæreste. Ingen af de fire er specielt fodboldinteresserede, men de elskede hvert et sekund af spektaklet.
De elskede at være en del af noget, som alle taler om, og som alle begejstres over. I øvrigt i ganske særlig grad kvinder. I dag er andelen af kvinder, som går til landskamp, dobbelt så stor som for ganske få år siden. Den Røde Mur og landskampe i Parken er blevet det nye sort for begge køn.
Begejstringen kan enhver jo sådan set registrere. Det er heller ikke mit ærinde at lave en minutiøs beskrivelse af det åbenlyse. Mit ærinde er at sørge for, at danskerne (med alt, hvad det begreb nu engang indbefatter og omfavner) sætter nok pris på det, de lige nu oplever. For det har nemlig ikke altid været sådan. Og stemningen er ikke opstået ud af det blå.
For nu at sige det lige ud, så har stemningen til langt hovedparten af Danmarks landskampe i de seneste årtier været flad. Nationalmelodien er blevet afsunget med en vis patos, men lige så snart det kom til en koordineret opbakning til vores landshold, så har det knebet.
Vi klappede lidt i takt og sejlede lidt op ad åen, når det gik rigtigt godt. Ellers sad vi mest bare og kiggede. Alt imens fankulturen i de store klubber i Danmark stortrivedes med tifoer, slagsange og fællesskab, så afblomstrede den samme kultur omkring landsholdet.
At være roligan var noget, der blev forbundet med 1980erne, og jeg var en af dem, der havde lidt ondt af de gamle landsholdsfans, når de kom gående i stadigt mindre flokke med deres antikverede klaphatte. Vi har længe haft brug for noget andet.
Det gik også op for DBU. Om ikke før, så efter den konflikt om ussel mammon, der i efteråret 2018 truede med definitivt at skære båndet mellem det danske landshold og dets fans over.
Udløberen af konflikten blev, at Danmark sendte et 'landshold' bestående af seriespillere til en officiel landskamp i Slovakiet. Det var lige dele skamfuldt og pinligt. At det blot er tre år siden, kan være svært at forstå.
Mange siger, at lige så snart landsholdet får gode resultater, så kommer fansene og den gode atmosfære tilbage af sig selv. Men helt så simpelt er det ikke. Derfor gjorde DBU ret i at søsætte en decideret fanstrategi for nogle år tilbage. For det var nødvendigt at finde frem til noget, der kunne minde om Sydsiden i Brøndby og Sektion 12 til FC Københavns hjemmekampe.
Man ansatte ovenikøbet en fankoordinator ved navn Anders Hagen. Ham har jeg talt med. Han fortæller mig, at det var et stort ønske fra de danske landsholdsfans, at der blev skabt det, der kaldes en stemningstribune. Et sted, hvor de folk, der elsker at råbe og synge og vifte med bannere og flag, kan samles.
Stemningstribunen fik navnet Den Røde Mur og blev indviet for to år siden til en landskamp mod Schweiz. Jeg var selv til stede den dag, men må tilstå, at jeg end ikke opdagede det nye tiltag. Sådan er det ikke længere.
I dag er Den Røde Mur nemlig blevet præcis det epicenter, der er brug for på et stadion. Muren er blevet stedet, hvorfra det hele udspringer. Det er dem, der styrer slagsangene og får os andre til at synge med.
Og rent visuelt må jeg også bare sige, at endetribunen bliver en væsentlig del af totaloplevelsen i Parken. Det er fascinerende at betragte den organisme, der udfolder sig. I parentes bemærket er jeg særskilt glad for det store banner af Richard Møller Nielsen.
Sommerens EM-slutrunde og de mange efterfølgende sejre har selvfølgelig hjulpet på stemningen. Det er indlysende. Men det er lige så vitalt, at DBU og de danske fans har taget den opgave alvorligt, som det er at skabe en god atmosfære i Parken.
Som tilskuer er jeg i øvrigt ligeglad med, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Jeg elsker bare at have mødt muren.